Guitaren er pakket, og de to papkasser på arbejdsbordet med en stak eksemplarer af det nye album 'Asfalt' i hver skal bare lukkes til.
Så er Poul Krebs klar. Til om nogle timer at bakke ud af den korte indkørsel foran huset med den dybsorte facade uden for Risskov nord for Aarhus og køre mod Esbjerg, hvor han i aften skal snakke med og spille lidt for Hi-Fi Klubben i Esbjerg som en del af præsentationen af 'Asfalt', der udkommer mandag.
Dagen efter er det i Danmarks Radios ’Café Hack’, han skal fortælle om albummet, og i næste uge begynder forårets soloturne, hvor han skal optræde landet rundt på små og større danske spillesteder fra Dagmar Bio i Sdr. Felding til Amager Bio i København.
35 års tjeneste
Lige nu synes han, det er lidt stressende at skulle af sted til den hi-fi-klub, men samtidig er han spændt på, hvem han skal møde i aften. Det kan jo være, det bliver en af de aftener, hvor han møder et menneske, der fascinerer så meget, at der kommer en idé til en sang med hjem:
»Hvis man skal holde i min branche, skal man lære folk at kende. Man skal være nysgerrig og interessere sig for dem. Have respekt for dem. Jeg kan godt finde ud af at sætte mig i deres sted og se, hvordan mit eget liv ville se ud, hvis jeg var nogle af dem, jeg møder rundt omkring«, siger Poul Krebs, stort set i samme øjeblik han har hældt kaffen i kopperne hjemme i huset, som han og hans kone, koreografen Ulla Krebs Bille, købte, da de flyttede fra Samsø til Aarhus.
Trubaduren Krebs byder på ukuelig romantik og solidt håndværkDet at være en sangskriver, som stadig engageret kan samle på forskellige historier fra hele landet om mennesker med hver sit liv og særpræg, er noget af det, der optager ham og gør ham glad for fortsat at være i musikfaget efter sådan cirka 35 år i sangskrivningens tjeneste.
Aftryk af mennesker
Med årene er det blevet mere spændende og væsentligt for ham at prøve at forestille sig, hvordan verden ser ud med andres briller:
»Som i den sang, der hedder 'Asfalt', hvor jeg tænker: Hvad nu hvis jeg var ham, der ruller den vej ud, vi andre skal køre på? Han er en af dem, man møder på sin vej og kan vælge bare at køre forbi, fordi man selv har et mål, man skal nå. Men man kunne i stedet standse op og måske opdage noget nyt ved at forsøge at sætte sig i hans sted«.
Vi sidder på hver sin side af arbejdsbordet i husets let sænkede rum, der suger lys til sig fra store vinduespartier. Her ses det, at hele familien arbejder med det, der optager dem hver især.
Poul Krebs' stemme lyder mindre kælen på amerikanskFra de farveglade kaffekopper på bakken mellem os til en plakat for en koncert med Emmylou Harris i Texas og arbejdsværelsets kunstneriske værktøjer i form af Poul Krebs' instrumenter og datterens og hustruens staffeli og pensler er det her et hus, hvor man rydder op efter sig, men giver rummene lov til at have aftryk af lige præcis de mennesker, der bor her.
Et smykkefuld håb
Den ældste af dem er 57-årige Poul Krebs. Ansigtet har fået furer, og lidt gråt har mænget sig ind i det brune hår, men hovedsagelig ligner den tætbyggede aarhusianer nu meget godt sig selv, som han så ud for et kvart århundrede siden, før hans blide, uldne stemme og hans dansksprogede, støvede rootsrock fik et gennembrud.
Dengang havde han ikke en kæde af sølv om halsen med et kraftigt vedhæng, hvori ordet hope er indgraveret.
»Det smykke fik jeg af min kone i en af mine mere mørke perioder. Gennem årene har jeg været ved at falde i nogle huller. Men heldigvis har jeg klaret mig udenom«, siger han om smykket fra de tider, hvor han var betydelig mere populær, end han er nu.
Og ikke altid trivedes godt med det.
Fra pladen 'Fri som et forår' i 1990 begyndte hans succes at vokse, og Poul Krebs blev en folkekær, godt sælgende poprocksanger, der kunne fylde plæner med publikum under turneer med Grøn Koncert.
Og i 1994 på 'Små sensationer' fik han med sangen 'Sådan nogen som os' udgivet et nummer, der blev en landeplage:
»Det er en kendt sag, at jeg ikke havde det særlig godt med skiftet til folkeeje. Der har været nogle gange, hvor jeg har syntes, det var for meget«.
Det er et følsomt og robust halssmykke. Sådan virker dets ejer også. Med rank holdning, brede skuldre og ro til at tage imod andres historier, sætte sig ind i dem og bringe dem videre med en empati, der ikke kammer over i porøs sensibilitet.
Langt fra en ordentlig by
Der var mindre hvile og lidt mere usikkerhed over Poul Krebs, da vi mødtes første gang i 1989 i forbindelse med pladen 'Langt fra en ordentlig by'. Året før havde han fået udgivet 'Hvor gaden bliver til sand'.
I en 1980'er-tid præget af ekstroverte poprefræner var han sammen med blandt andre Allan Olsen en meget mere lavmælt, indfølt og lun stemme med rødder i både den danske og den amerikanske provins.
John Hiatt, Los Lobos, T Bone Burnett, Lyle Lovett og hele resten af den humoristiske, varmt glødende sydstatsamerikanske scene i sidste halvdel af 80'erne havde i Poul Krebs en dansk ligesindet, der kunne skrive om liv og mennesker uden for hovedstaden med et kærligt smil.
Pladerne fra dengang betyder stadig meget for ham. Da 'Hvor gaden bliver til sand' fra 1988 skulle indspilles, havde han fået kontrakt med et stort pladeselskab, og dengang havde pladeselskaberne meget større indflydelse, end de har i dag.
Det fungerede imidlertid slet ikke for ham at begynde at indspille for selskabet i København.
»Den plade blev første gang, hvor jeg selv drejede fra. Jeg kunne mærke, at jeg ikke magtede det, og at det ville dø for mig, hvis vi i bandet blev ved med at prøve at indspille på Islands Brygge. Så vi sagde kontrakten op og tog over i et sommerhus ved Mariager Fjord og indspillede der i stedet«.
Det var inspirerende for ham, og det blev et vigtigt vendepunkt, at han dengang gjorde, hvad hans musik og han selv havde brug for. Sådan nogle overvejelser skulle han igennem i flere senere perioder, hvor der var ved at gå for meget fællesklap og poprock i den.
Ideerne til at få det løst, komme ud af det og slippe det, er ikke kun kommet fra ham selv, minder han om:
»Man skriver og arbejder jo på andres skuldre. Da vi tog til Mariager Fjord, var vi inspirerede af, at vi lige havde været i Montmartre for at høre en koncert med John Hiatt, som på det tidspunkt på bare fire dage havde lavet pladen 'Bring The Family', der slog benene væk under os. Den musik, man møder, vil altid være med til at give ens egen musik en drejning«.
Rolling Stones i håndboldhallen
Der var ingen musik af betydning i barndomshjemmet i det Vejlby-Risskov nord for Aarhus, hvor Poul Krebs voksede op. Indtil han fyldte 12, var det mest Peter Belli, han var optaget af, og det mindst lige så meget, fordi Peter Belli foruden at synge rock’n’roll fra en blokvogn havde kørt dødsdromen i det omrejsende Pallis Tivoli.
Poul Krebs gik dengang op i håndbold og var god til at spille det. Første gang, han blev blæst over ende af noget rock'n'roll, var i 1970, hvor håndboldtræningen i Vejlby-Risskov Hallen blev aflyst, fordi Rolling Stones havde snuppet holdets tid i hallen.
På det tidspunkt var Poul Krebs' far død. Sorgen og musikken var til sammen en revolution, der bare tog til i drengen, da han i 1971 hørte sin første hele koncert i Vejlby-Risskov Hallen med The Who. I flere år efter den koncert havde han en plakat med Roger Daltrey hængende på væggen.
Kendisplade går ind ad det ene øre og ud af det andetDa hans søster gav ham en spansk guitar, og han opdagede Bob Dylan, havde han i begyndelsen ingen steder at gøre af al den inspiration til at skrive sange selv, som han fik af Dylan:
»Det vendte, da Sebastian kom med 'Den store flugt', og jeg kunne høre, hvor meget Dylan han havde hørt, og så kom han alligevel godt fra at synge på dansk. Da lavede jeg min første plade. I 1978«.
Halvandet årti senere, i 1993 og -94, var det ikke pladekontrakter, hitlisteplaceringer og tilbud om at spille i store sale, Poul Krebs manglede.
Det var ro og rum til at finde sig selv som sangskriver og være den, han er. Poul Krebs har, som han siger det, været igennem nogle sindssygt rodede perioder. Tiden inden indspilningen af succesalbummet 'Små sensationer' fra 1994 var en af dem.
Truet med polititilhold
Mens vi har snakket, er kaffekanden løbet tør, og der er begyndt at komme liv i resten af huset. Ulla Krebs Bille er kommet hjem fra arbejde og har spurgt, om Poul Krebs har snakket i telefon med Ida, som er 12 år og den ældste af de to efternølere, der kom til 11 år efter den førstefødte, Anna.
Også husets yngste, 10-årige August er kommet hjem med en kammerat. De har trukket sig til et andet værelse.
Hver gang nogen kommer, reagerer det lille, lyse og sparsomt brunplettede gadekryds Mille med en venlig hilsen, inden hunden igen går hen for at lægge sig. Vant til mennesker og musik som hun er.
Udover Poul Krebs' eget nye album ligger der på arbejdsbordet et par stakke med nogle af de album, der har betydet meget for ham og tilsammen i store træk danner hans egen historie med musikken.
Han har skrevet sange, der har været andres lydspor. Cd'erne på bordet er med kunstnere, der har skrevet ham.
Under samtalen har han sprunget frem og tilbage i tiden. Nu finder hænderne med vielsesring og kraftige læderarmbånd om håndleddene en godt brugt udgave af en opsamling med Chet Baker frem, mens han summerer, hvordan det stod til i 1993:
»Jeg havde et år, hvor jeg blev truet med polititilhold fra Sony, fordi jeg ikke ville udlevere mine masterbånd til albummet ’Dansen, månen og vejen’. Sony skulle have fem plader af mig, men jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at tale samme sprog som den mand, der bestemte på Sony. Det endte med, at selskabet CMC købte mig fri af kontrakten. Samtidig var jeg i landsretten med Warner. Alt var kaos«.
Chet Baker i Amsterdam
I landsretten tabte Poul Krebs en meget omtalt sag, han havde indledt mod Warner Chappell for at få rettigheder tilbage til sange, han havde skrevet og ville skrive fremover. Mange år senere indgik han et forlig med selskabet.
Dengang i 1993 var det meningen, at han skulle indspille for Sony i København. Der var også booket en tid til ham i et studie.
»Samme dag var der også booket en tid til ham den gamle, fantastiske guitarhelt, som var i Danmark dengang. Link Wray. Som siden er død. Produceren kom bare ikke. Han var taget til Fyn for at producere Kim Larsen i stedet for. Der sad vi to så og ventede i et hus i Klampenborg. Det var en virkelig dårlig tid for mig«.
kritik Poul Krebs' album strutter af overskudDen endte med, at Poul Krebs og hans familie tog til Amsterdam, hvor Ulla Krebs Bille skulle arbejde, og hvor det så var meningen, at han selv skulle opfylde nogle af sine forpligtelser over for selskabet Warner ved at skrive nogle engelsksprogede sange til andre kunstnere.
»Men i stedet kom de mest dansksprogede sange, jeg hidtil havde skrevet på det tidspunkt. Det var de numre, som blev til 'Små sensationer'. Mens vi var i Amsterdam, hørte jeg rigtig meget Chet Baker. Jeg har et eller andet med, at jeg godt kan lide, når sange er så blå, at de kravler ned og løfter én op. Det kan hans sange for mig«.
Johnny for 40.000 i Tivoli
'Johnny han var lige ved at bli sindssyg' hed en af de sange på 'Kosmorama' fra 1997, som publikum gjorde til deres.
Poul Krebs sætter pris på, når sangene bliver folks egne, og kender selv til, at det er sådan med noget af den musik, man holder allermest af. Med Johnny-sangen var det bare ved at tage en drejning, han ikke brød sig om, siger han:
»Jeg skrev den i den allerstørste respekt for en ung mand, der elskede biler og ventede på en kæreste, der bare ikke dukkede op. Det kunne jeg sagtens sætte mig ind i«, siger han om nummeret, der i lighed med mange af hans sange portrætterer et menneske fra provinsen med medfølelse uden at karikere.
På et tidspunkt blev han i tvivl om, hvorvidt publikum delte hans respekt for Johnny.
»Da jeg skrev den på et opretstående klaver, havde jeg ingen anelse om, at der på et tidspunkt ville stå 40.000 mennesker i Tivoli og synge den. Jeg havde det lidt, som om de troede, at det var en hånesang. Og jeg havde lyst til at sige: Hey! Sådan er det slet ikke! Han er min ven, ham der. Han er en stor del af mig selv!«.
Poul Krebs har aldrig skrevet en sang om nogen, han ikke har haft grundlæggende respekt for og har haft lyst til at lære at kende.
»Jeg har altid skrevet om nogen, hvor jeg gerne ville finde ud af, hvordan mit liv ville være, hvis jeg var dem. Sange skal ikke se ud, som om man står og kloger sig over nogen. Den slags bryder jeg mig i hvert fald ikke om at skrive. Jeg har den største respekt for C.V. Jørgensen, men jeg synes altså ikke, at 'Computer Charlie' er en god sang«.
Længsel i et fængsel
Indimellem rejser Poul Krebs sig og går hen til computeren ved klaveret for at spille et nummer fra 'Asfalt', der er indspillet på den bedst tænkelige måde for en ikke særlig teknisk interesseret sangskriver som ham: over to aftener med samtlige medvirkende musikere til stede i studiet på samme tid.
Han spiller duetten 'Hvis verden en dag fik brug for al sit gøgl' med vennen Michael Falch, med hvem han både har et pladeselskab og været på turne.
Han spiller 'Henry From', der bygger på en drøm, han havde, hvori Henry From dukkede op og mindede om, at »når vi kender historien, så lærer vi måske at holde mere af i dag og i morgen«, som han synger.
Og han spiller også 'Hen langs muren', der kom til, efter at han havde besøgt det nu lukkede Horsens Statsfængsel og set, hvordan græsset langs muren i gården var slidt ned som et tegn på en længsel efter at komme ud på den anden side.
Holdspiller
»Når man laver plade nummer 23, som jeg har gjort nu, skal det være, fordi man vil noget særligt med den. Sådan en sang som den om Henry From ved jeg, at jeg aldrig ville kunne have skrevet for 10-15 år siden. Da havde jeg slet ikke den ballast i min sangskrivning. Jeg synes, at tiden har været med mig, og jeg tror på, at den er det. Med tiden bliver man lidt ligeglad med, hvad andre synes, og opdager, at man ikke kan skrive sange for at lefle for andre«.
Man kan kun skrive de sange, det er nødvendigt at skrive, tilføjer Poul Krebs, og det er sådan, han selv har det med 'Asfalt'.
Det er et nødvendigt album for ham, og ikke mindst lykkedes det under indspilningsprocessen at give sangene stemninger, han er glad for.
Der er ikke plads til bonderøve i dansk rockSom understreger, at han mener det, når han siger, at han igennem hele sin solokarriere har haft det godt med at være som en holdspiller:
»Vi stod i en cirkel under optagelserne, så alle kunne se hinanden. Jeg har sådan et gammelt mantra, jeg har brugt i nogle år: Kun når man tror, man er centrum for noget, går det galt for én. Så da vi indspillede, var der et tomt hul i midten af cirklen, så vi kunne kommunikere imens«.
Alt det uden for centrum
Centrum for landet og centrum i mediernes opfattelse af landet er hovedstaden. Poul Krebs er et andet sted end der og glad for det.
Med dalende albumsalg og digitale mediers udbredelse kunne man tænke, at det var blevet meget sværere at være Poul Krebs. Men sådan har han det ikke:
»Dengang jeg begyndte i branchen, var der så megen leflen for pladeselskaber og medier. Man skulle helst være i nærheden af, hvor det skete. Nu er det blevet lige meget, hvor man er. Man kan jo arbejde hvor som helst fra. Så selv om jeg arbejder mere end nogensinde før, synes jeg, det er en sjovere tid at være musiker i nu end tidligere«, siger han og fortæller, at han via en ung tekniker på sit nye album har hørt bandet The Jonah Blacksmith, som har indspillet flere album og lavet en dokumentarfilm hjemme i Thy, men »slet ikke har travlt med at få det udgivet«:
»De venter og ser, hvad der sker. Og sådan oplever jeg hele tiden små tegn rundt omkring på, at der er en masse liv på vej ude i provinsen. Så vi måske kan få den mangfoldighed i landet, vi mangler. Jeg tror, det kommer til at ske i løbet af de næste 10-15 år«.
Regionernes særpræg
Indtil da bliver Poul Krebs nok ved med at turnere landet tyndt ligesom kolleger og bekendte som Allan Olsen, Michael Falch, Hugo Rasmussen og Povl Dissing, hvis integritet Poul Krebs har den største respekt for.
»Vi er nogle stykker, der kommer mere ud og længere ud i landet og oplever, hvordan hver eneste region har stolthed og særpræg. Vi er på en måde dem, der rejser rundt og syr landet sammen. Og jeg tror, at folk sætter pris på, at vi er nogle, der dumstædigt bliver ved med at arbejde for det langtidsholdbare. Jeg synes, jeg kan mærke, at det giver en eller anden form for respekt. At vi har tiden med os og ikke behøver eller forsøger at hoppe med på en eller anden bølge«.
Poul Krebs standser efter sætningen og smiler lidt for sig selv. Så siger han:
»Man når jo også en alder, hvor man kommer over nogle ting. Og er glad for, hvem man er, og hvad man har. Jeg kan da godt tænke: Oh shit, godt det ikke er mig, der lige nu er i en ung alder, hvor jeg var nødt til at gro et kæmpestort fuldskæg«.
fortsæt med at læse
