.jpg)
.jpg)
Hånden på hjertet, er det ikke et skridt ned ad karrierestigen, for alle ved jo, at børnenes MGP er tusind gange federe end melodigrandprix?
»Ja, det er rigtigt, og det andet er bare generalprøven. Det har du fuldstændig ret i, og du kunne også gå hen og vinde Cavlingprisen på det spørgsmål der.
Det er ikke, fordi jeg har takket nej til MGP, men hvis Martin Brygmann skulle nå at være vært, inden han dør, har vi ved gud nået tidspunktet, hvor det er nu eller aldrig. Han har drømt om det i årevis, og han bliver ikke yngre. Så der har jeg gjort ham en vennetjeneste, så han kunne nå det, mens han stadig går oprejst«.
Hvorfor har du takket ja til tjansen?
»Pengene. Udelukkende. Den giver så utrolig meget på kistebunden. Ej, i virkeligheden har jeg altid tænkt, at voksen-melodigrandprixet var lidt latterligt, fordi jeg selv har lavet børne-melodigrandprix i mange år. Men da jeg blev spurgt, syntes jeg alligevel, der var en udfordring i at prøve.
Jeg har ikke tænkt mig at revolutionere hele grandprixmediet, men den udfordring, der var i at prøve at vise en anden side af mig selv, ville jeg gerne tage. Jeg synes, det er sjovt at lave shows. Dagene op til med hele maskineriet, der skal køre, for at det hele skal sidde i skabet på de to timer, showet varer, er en sjov udfordring. Så i virkeligheden er det ren egoisme«.
Er du ikke bange for at blive opslugt af folkeligheden?
»Det er jeg egentlig ikke så bange for. Det kan man altid ryste af sig igen med en kokainskandale. Jeg har egentlig heller aldrig set folkelighed som noget farligt. Men der er da kollegaer, der har spurgt, om det ikke er lidt en sellout, og at det ikke bliver mere folkeligt end melodigrandprix. Man skal bare huske, at tv jo tit bare ... jeg kan dårligt huske, hvem der var grandprixværter forrige år. Hvis man synes, det bliver for folkeligt, må jeg bare lave noget undergrund som det næste.
Ærlig talt laver jeg det, jeg selv har lyst til. Og så er jeg ikke så bange for, hvad folk tænker. Så længe jeg har mig selv med i det. Man skal jo give noget af den, man er, til showet, for ellers kunne man lige så godt bare sende en mand ind med et skilt, hvor der står: ’Her kommer den næste melodi’«.
Du er kendt som den fjollede, sjove børnevært. Er du ikke bange for, at du ikke kan tage det alvorligt nok?
»Nej, det er jeg ikke. Jeg skal ikke udelukke, at der er nogle DR-redaktører, der er nervøse for det. Den slags tager jeg meget afslappet. Og hvis der er nogen, der synes, jeg er en idiot, tager jeg det ikke rigtig på mig. Men hvis man ser mig i det perspektiv, at man ved, at ’det er ham fra børnefjernsyn’ og forventer, der kommer ’noget pjattet’, så har man også sat sig for at blive skuffet. Men det vil der nok komme lidt, for sådan er jeg. Også når jeg er sammen med voksne mennesker.
Men det er en lille smule mere konservativt og alvorligt. Det er egentlig meget sjovt, for man kan ikke forestille sig noget mere banalt, hvilket måske er et tarveligt, negativt ord, men det er trods alt bare et melodigrandprix. Der er jo ikke nogen, der dør. Forhåbentlig. Men folk går meget op i det. Og det kom egentlig lidt bag på mig«.
Hvordan er man overhovedet sjov i det setup?
»Man bliver nødt til at tænke på, hvad opgaven er. Og det er jo ikke et comedy show. If it ain’t broke, don’t fix it. Man skal ikke ændre på konceptet. Det er jo ikke mig, der er den. Det er de ti sange, der er den. Og man bliver skuffet, hvis man regner med, at jeg kommer og ændrer på det hele.
Jeg skal være med til at skabe en god stemning. Og der er selvfølgelig nogle ting, vi har tænkt os at lave, som vi håber, seerne vil synes er sjovt og hyggeligt«.
fortsæt med at læse
