Simon Kvamm stirrer ind i computerskærmen på sit skrivebord med det udtryk, hele Denmark Danmark efterhånden har vænnet sig til.

Et stålsat blik ind i intetheden. Denne formiddag i et spagfærdigt forår på kontoret mellem Flæsketorvet og Fisketorvet i København møder Kvamms øjne intet inde på computeren. Af uransagelige grunde vil den ikke gengive musikken med De Eneste To. I hvert fald ikke før der er pillet lidt ved højtalerne. Det er langt fra første gang i løbet af de seneste tre år, at Simon Kvamm har kastet et forbavset blik på skærmen. Han har nemlig tit fået mail fra den eneste anden i Skanderborg, hvis postnummer, Peter Sommer for længst har gjort landskendt. »Jeg har tit siddet og tænkt : »Hvad fanden er det her for noget – hvor mange takter er der i det her? Nej, det giver jo ingen mening, det går ikke op i noget«. Sådan som det gerne skal gøre for mig. Men det har netop været det smukke ved det: »Nu kommer der noget sjusk fra 8660, det skal jeg så prøve at dyppe i klorin og få noget fornuft ud af«. Musikken er helt af sig selv kommet et helt tredje sted hen i forhold til de to positioner, folk kender os fra. Fordi vores forskellige tilgang til at skrive sange og helt anderledes temperamenter mødtes«, siger Simon Kvamm. Fra sin plads i en lænestol lidt væk fra skrivebordet, griner Peter Sommer af beskrivelsen. Så tilføjer han: »Jeg er nu også selv på jagt efter at lave ting, der går op i fire og kan puttes i kasser, ligesom Simon. Det lykkes bare sjældent for mig«. Den langhårede Sommer og den kortklippede Kvamm fylder det lille rum med latter. Selv om de begge efterhånden er voksne mænd, fædre og ledende karakterer på den danske musikscene, lyder det mest som en uskyldig fnisen.