Simon Kvamm og Peter Sommer udgiver nyt album sammen.
Foto: Niels Christensen

Simon Kvamm og Peter Sommer udgiver nyt album sammen.

Musik

Sommer og Kvamm slår sig sammen som De Eneste To

To af Danmarks store rocknavne koncertdebuterer i næste uge som duo.

Musik

Simon Kvamm stirrer ind i computerskærmen på sit skrivebord med det udtryk, hele Denmark Danmark efterhånden har vænnet sig til.

Et stålsat blik ind i intetheden. Denne formiddag i et spagfærdigt forår på kontoret mellem Flæsketorvet og Fisketorvet i København møder Kvamms øjne intet inde på computeren.

Af uransagelige grunde vil den ikke gengive musikken med De Eneste To. I hvert fald ikke før der er pillet lidt ved højtalerne.

Det er langt fra første gang i løbet af de seneste tre år, at Simon Kvamm har kastet et forbavset blik på skærmen. Han har nemlig tit fået mail fra den eneste anden i Skanderborg, hvis postnummer, Peter Sommer for længst har gjort landskendt.

»Jeg har tit siddet og tænkt : »Hvad fanden er det her for noget – hvor mange takter er der i det her? Nej, det giver jo ingen mening, det går ikke op i noget«. Sådan som det gerne skal gøre for mig. Men det har netop været det smukke ved det: »Nu kommer der noget sjusk fra 8660, det skal jeg så prøve at dyppe i klorin og få noget fornuft ud af«. Musikken er helt af sig selv kommet et helt tredje sted hen i forhold til de to positioner, folk kender os fra. Fordi vores forskellige tilgang til at skrive sange og helt anderledes temperamenter mødtes«, siger Simon Kvamm.

Fra sin plads i en lænestol lidt væk fra skrivebordet, griner Peter Sommer af beskrivelsen. Så tilføjer han:

»Jeg er nu også selv på jagt efter at lave ting, der går op i fire og kan puttes i kasser, ligesom Simon. Det lykkes bare sjældent for mig«.

Den langhårede Sommer og den kortklippede Kvamm fylder det lille rum med latter. Selv om de begge efterhånden er voksne mænd, fædre og ledende karakterer på den danske musikscene, lyder det mest som en uskyldig fnisen.

Som to kammerater, der for første gang viser deres hule frem og fortæller nogle af de hemmeligheder, den gemmer på.

Musikalsk bølgelængde
Det er efterhånden ti år siden, Kvamm fra Silkeborg og Sommer fra Skanderborg mødtes første gang.

På initiativ fra førstnævnte, der var elev på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og gerne ville lave et tv-indslag med sangeren og sangskriveren fra duoen Superjeg, som han var faldet for.



»Jeg kan huske, at jeg hørte Peters musik i Superjeg og tænkte, at jeg måtte have meget til fælles med en, der skrev sange på den måde og ramte nøjagtigt, hvordan jeg selv havde det med dit og dat og så på verden. Så jeg fik Peter til at lave en musikvideo til en af sine egne sange, og så skulle en af gruppens fans fra Aalborg gøre noget tilsvarende. Bagefter viste de hinanden resultatet. Det sjove var, at de to videoer mindede utrolig meget om hinanden«, forklarer Simon Kvamm.

For Peter Sommer var der ingen betænkeligheder ved at give sig i kast med den unge journalistelevs projekt. Sommer havde nemlig hørt det første album med Nephew og var forbløffet over Simon Kvamms evner som sangskriver.

Nogle bløde Brian'er
Bortset fra, at Simon Kvamms gamle fodboldtrøje fra tiden som angriber i Silkeborg IF var sponsoreret af Peter Sommers far, voksede de to drenge op i den østjyske provins uden at kende hinanden. Men da de mødtes som voksne, havde de en veludviklet sans for, hvad de hver især havde oplevet.

»Vi har hele tiden været på bølgelængde. At vi har haft en opvækst, som på mange måder ligner hinandens, har gjort meget. Vi har begge to været nogle lidt bløde Brian’er i henholdsvis 8660 og 8600«, siger Simon Kvamm og fortsætter:

»Jeg kørte godt nok på knallert og hang med de hårde fyre. Men inde bag ved det, har jeg nok alligevel været lidt blød og ikke så sikker på mig selv, som jeg udstrålede. Jeg tror, at Peter har haft det på nogenlunde samme måde. Været ok dygtig i skolen, men haft en anden side, som var anderledes og ikke rigtig kunne komme ud. Når man vokser op i en mellemstor by i provinsen, går man ind i det game, der er der. Man går videre på det lokale gymnasium fra folkeskolen, scorer de piger, der nu er og lever sit liv som de andre«.

Fra lænestolen supplerer Peter Sommer:

»Jeg tror, at vi har kunnet se et blødt punkt hos hinanden. Som nogle drenge, der udadtil var nogle satans karle i provinsen. Men også nogle, der havde en fornemmelse af, at man kunne noget andet. Det lyder lidt åndssvagt at sige det, men det er jo det, vi har skrevet sange om«.

Småt & stort
Mens Peter Sommer har skabt sig et solidt gennembrud som Danmarks nye singer-songwriter i den tungeste vægtklasse, har Simon Kvamm slået kunstnerisk og kommercielt igennem med Nephew.

Men under hele succesrejsen har linjerne glødet mellem Kvamms residens på Frederiksberg og Sommers hjemstavn i Skanderborg, hvortil han flyttede for at stifte familie.

»Vi har vendt de helt store ting sammen og de helt små – som for eksempel rengøring. Vi har nok været hinandens samtalepartnere om ting, man ikke kan dele med andre. Og vi har støttet hinanden omkring musikken og haft en makker, man kunne spørge: »Hvad gør du egentlig, når du går i stå mellem to numre på scenen?« Men Peter har også spillet en stor rolle for, at jeg turde stikke næven ind i noget samfundsmæssigt på ’Danmark Denmark’ (Nephews seneste album, red.)«, siger Simon Kvamm.


I årenes løb har de to hørt talrige af hinandens koncerter. For at »drikke os stive sammen bagefter«, som de siger. Men også for at udvikle og hjælpe hinanden.

Ganske langsomt begyndte tanken om at skrive og spille musik sammen at opstå hos de to venner. Men begge holdt ideen indenbords, indtil for tre år siden.

»Da var det simpelthen blevet for indlysende, at vi skulle det. Jeg husker ikke, hvem der tog hul på det. Men en af os sagde: »Nå, skal vi snakke om det, vi godt ved, vi kommer til at gøre på et tidspunkt««, husker Simon Kvamm.

Skrivefase på tre år
På den ene væg i hans kontor på Flæsketorvet hænger to af Nephews guldplader og funkler ved siden af et lille maleri af en bondegård. En næsten for symbolsk understregning af de forskelle, der skulle overvindes mellem de to sangskrivere i bestræbelserne på at finde et nyt musikalsk ståsted, de kunne dele.

»Man skal bare høre den musik, vi laver hver for sig for at forstå, hvor forskellige vi er. Jeg er mere kontrolmæssig ordnet og kasseorienteret. Mens Peter på nogle måder har en mere kaotisk tilgang. Det kaos kan jeg se en kæmpe kvalitet i. Jeg tror, at vi begge var klar over, at vi kunne bruge hinandens forskelligheder til at nå et nyt sted hen«, siger Simon Kvamm.

Mens de respektive karrierer er toppet og har budt på mere travlhed end nogensinde, har de to langsomt formet deres fælles musik. Det har taget lang tid, er de enige om.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men en skrivefase på tre år var nødvendig for at skabe en trebenet skammel, hvis ben består af de to elementer fra Nephew og Sommer solo og så et nyt. Det ben, de begge kalder Det Tredje Sted.

»Det er en form for hiphop for singer-songwritere. Det lyder nok ikke sådan, men ellers ved jeg ikke, hvordan man skal beskrive det. Musikken er stram på den måde, at den er styret af nogle beats, men oven på dem er det hele ret løst. Ligesom David Byrne gør i filmen ’Stop Making Sense’ med sangen ’Psycho Killer’«, forklarer Simon Kvamm.

En rumænsk nybegynder
Da Kvamm endelig får computeren til at spille de nye sange, som i næste uge skal testes live for publikum og derefter arbejdes igennem igen og så indspilles rigtigt, fyldes rummet med en helt særegen musik.

Lidt som Tom Waits med rytmeboks. To jyske musikere fra hver sit ringhjørne mødtes og bittersød musik er opstået. Vi er meget langt fra både Nephew og Peter Sommers univers.

»Simon har arbejdet med de beats på en måde, han slet ikke er vant til. Han har selv sagt, at han følte sig som en rumænsk nybegynder i den her sammenhæng«, siger Peter Sommer.

Sangene er blevet til på de mail, der er faret frem og tilbage mellem Skanderborg og Frederiksberg. Var den ene ikke tilfreds med buddet fra den anden, blev versene simpelthen skrevet om.

En proces, der ikke har ført til konflikter, selv om de begge er vant til at bestemme og lade egoet råde i hver sin sammenhæng.

Cool as fuck
»Tværtimod har vi vel bare skærpet hinanden ved ikke at være begejstrede som i ’Kejserens nye klæder’ og tænkt, at når vi to lavede noget sammen, måtte det nødvendigvis være genialt. Vi har mere været som to skolelærere, der uden benovelse har spurgt den anden, hvad han mente med det vers eller den sætning«, som Simon Kvamm siger det.

»Det eneste geniale er sgu, at vi har lavet det færdigt«, bryder Sommer ind. Med hørlig stolthed.

»Jeg synes, jeg lyder cool as fuck her. Jeg er i et univers, som passer mig rigtig godt. Det er mere elektronisk, end jeg er vant til. Jeg har altid lyttet til sådan noget, men ikke selv kunnet skabe det. Jeg ved heller ikke, om jeg skal så meget mere i den retning selv, men det passer utrolig godt til mig, må jeg sige. Det er et tredje og nyt sted for mig, hvor jeg bare har lyst til at blive lige nu«.

Jalousi har der ikke været noget af mellem De Eneste To. Og heller ikke fra deres normale bands og samarbejdspartnere, der tidligt blev orienteret om projektets komme. Og så har de begge kørt deres eget univers tørt, så en pause egentlig var på sin plads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Simon Kvamm og Nephew skal dog lige have overstået sommerens koncerter på blandt andet Roskilde Festival, inden det orkester kan tage fri i en periode.

Brokeback-rock
Hvor lang den bliver, afhænger blandt andet af modtagelsen af albummet fra De Eneste To, der er sat til udgivelse i oktober. Men hverken Kvamm eller Sommer kan forestille sig en musikalsk verden uden deres lille hule at vende tilbage til indimellem.

»Vi har været inde i hulen som to begejstrede drenge, der har planlagt det hele og også snakket om, hvordan vi skulle præsentere det her for omverdenen. Nu vil vi bare ud og have det rart sammen – og invitere publikum indenfor«.

En første prøvesten for 12 sange, der er affødt af venskab og i mangt og meget handler om og kommenterer netop venskab. Som også inspirerede navnet på duoen.

»Vi har talt om, at det kan afføde bøsserygter og være vores ’Brokeback Mountain’-projekt’«, griner duoen uden dog at se alt for bekymrede ud.

»Navnet opstod ved, at jeg foreslog ’De eneste’, hvortil Peter tilføjede ’to’. Så blev det sådan. De Eneste To. Der er noget selvmodsigende i det, selvfølgelig, men det rammer projektet ind på den måde, at det tager udgangspunkt i den tosomhed, som et venskab også er«, siger Simon Kvamm.

I lænestolen nikker Peter Sommer:

»Det er meget det der med at se hinanden og tage hinandens problemer alvorligt, og at se den der lille dreng fra provinsen inde bagved. Det er den fornemmelse af at være de eneste to – som kammerater«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden