De fem bud: Rodfæstede Keith og en masse soul

Klassiker. Keith Richards, legendarisk guitarist fra Rolling Stones, er at finde på listen med et sjældent solo-udspil. Arkivfoto: John Bazemore/AP
Klassiker. Keith Richards, legendarisk guitarist fra Rolling Stones, er at finde på listen med et sjældent solo-udspil. Arkivfoto: John Bazemore/AP
Lyt til artiklen

1 Keith Richards: ’Trouble’

Det er 23 år siden, at Keith Richards sidst udgav et soloalbum. Men til september kommer, ’Crosseyed Heart’. Efter sigende en gumbo af alt fra reggae til country fra den suverænt slingrende Stones-guitarist. Men førstesinglen er en god gammeldags bluesrocker med dybe ridser i guitarlyden og et ekko af Lou Reed. Richards synger ikke prangende, men han kender sin guitars dybe rødder i musikhistorien.

2 Major Lazer (feat. Mø): ’Lost’

Hvad øjeblik det skal være, kan Frank Ocean udgive sit længe ventede andet studiealbum (i øvrigt sammen med et magasin). Mellemtiden kan man fordrive med et electro-vippende reggae-sidespring med Major Lazer og Mø, der her, hvor sommerens største hit, ’Lean On’, nærmer sig metaltræthed, udgiver en coverversion af Oceans ’Lost’.

De fem bud: Robyn og etiopisk dubstep tegner lydbilledet lige nu

3 Harold Melvin & The Blue Notes (feat. Teddy Prendergrass): ’Be For Real’

Wu-Tang-medlemmet Ghostface Killah har lagt et voldsomt udfald mod rapperen Action Bronson på nettet. Men det er musikken bag de pumpede trusler, der er værd at lytte til. Nemlig ’Be For Real’ og mere end 7 minutters intenst sydende soulballade. Det har al den emotionelle slagkraft og storhed, som hiphop-duellen mangler.

4 Jidenna (feat. Kendrick Lamar): ’Classic Man’

Efter at han allerede har sat sommeren i bløde bevægelser sammen med Janelle Monae på ’Yoga’, har rapperen Jidenna nu tunet sin sommerhymne, ’Classic Man’. Tilsat spitfire-rim fra storgrinende Kendrick Lamar kan remixet lige nå at kaste stærkt solskin over den sommer, der ellers har gemt sig i år.

De fem bud: Fra dubsteppens katakomber til danskpop på Tinderbox

5 Turboweekend og Oh Land: ’Slow’

Grøn Koncert når, som det fremgår af forsidereportagen i dagens avis, til vejs ende i år på søndag i Valby Parken i København. Undervejs på årets koncertrække har Oh Land og Turboweekend luftet deres nye fælles sang, ’Slow’. En sukkerknald af et stykke radiopop, hvor Oh Land trækker Turboweekend op på omkvædet og de betaler hende tilbage med musikalsk fylde.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her