Det syder i hiphoppens baghave med smertelig skønhed og psykedeliske smuthuller

Fremad. Med en lille perle af en stor ep forlænger bassisten Thundercat et forrygende år, hvor han allerede har støbt baslinjer for Flying Lotus, Kendrick Lamar og Kamasi Washington.
Fremad. Med en lille perle af en stor ep forlænger bassisten Thundercat et forrygende år, hvor han allerede har støbt baslinjer for Flying Lotus, Kendrick Lamar og Kamasi Washington.
Lyt til artiklen

At der er noget i luften over Los Angeles, har vi vidst længe. De kalder det smog.

Men der må også være et eller andet i vandet. Det, de har gang i for tiden på og omkring pladeselskabet Brainfeeder, får hele sanseapparatet til at boble op som plastik glemt i den californiske sol.

Garagerockens fædre udgiver mesterværk efter 48 år

Grundlæggeren Flying Lotus viste selv vej gennem de uudforskede galakser af funk og forskruet hiphop med sidste års dødsmaske af kosmiske stråler ’You’re Dead!’.

Tidligere i år var Lotus sammen med bassisten Stephen ’Thundercat’ Brunner og saxofonisten Kamasi Washinghton en del af den musikalske kraftkerne i Kendrick Lamars manifest for afroamerikansk musik og identitet ’To Pimp a Butterfly’, og de lukkede helt op for jazzsluserne på Washingtons tredobbelte brag af en debut, ’The Epic’.

Og som om Brainfeeder ikke allerede har sat et umiskendeligt præg af psykedeliske rumvandringer på 2015, lægger Thundercat på en, målt i spilletid, undseelig ep nye aspekter til den ustyrlige del af Los Angeles’ spraglede musikscene. I løbet af 16 minutter strækker Thundercat sammen med netop Flying Lotus og Kamasi Washington sine dunkle soulballader af led, så de både får dybdeperspektiv og smertelig skønhed.

Tematisk ligger Thundercat i forlængelse af Flying Lotus’ ’You’re Dead!’. Fra den sart drømmende åbning, ’Hard Times’, kredser han om døden:

»I can’t feel my face/ Where’s this cold, dark place?/ This must be the end«.

Fnuglet psykedelisk popalbum er et kalejdoskop af vellyd

Modsat The Weeknds aktuelle hitsingles forveksling af kokain og kærlighed er Thundercats følelsesløse tilstand eksistentiel. Det fortsætter på ’Song for the Dead’, hvor han kommer overens med livets ophør og udstikker kursen for efterlivets rejseaktivitet:

»Surf the cosmos/ Smell the space dust/ Find your way home«

De 6 numre er korte. Som en understregning af forgængeligheden. Men de bliver kontrasteret af den livskraft, Thundercat driver frem med sit eminente basspil.

Udgangspunktet er underspillet funk og jazzet soul. Men når Thundercat slår sin fornemmelse for kælne melodier til på ’Them Changes’, står han et sted mellem 1970’ernes bløde r’n’b og sveddryppende G-funk, mens han med fingerknipsende timing og ømhed synger:

»Nobody move, there’s blood on the floor/ And I can’t find my heart!«.

Thundercat er ikke strandet i de store erkendelsers lotusstilling. Livet trækker stadig sine spor gennem ham og hans lille perle af en stor udgivelse.

Psykedeliske smuthuller og sød soul

Et andet sted på Mælkevejen har Chicago-rapperen Chance the Rapper foretaget en anderledes form for musikalsk forvandling. Han er gledet ind i den 21-årige hornblæser Donnie Trumpets band, The Social Experiment.

Debutalbummet, ’Surf’, er altså ikke Chance the Rappers opfølger til to forrygende mixtapes, men et bandprojekt, hvor Chance er holdspilleren mellem 12 andre vokalister som Busta Rhymes, Erykah Badu og Janelle Monae.

Han er godt nok den gennemgående stemme, men han følger mest af alt nysgerrigt sludrende rundt i orkesterleder Donnie Trumpets kompositioner, der glider jazzet og ubesværet gennem psykedeliske smuthuller fra trippende pop og sød soulmusik til hurtig funk og musical-sus i skørterne.

Miguel udforsker LA på en våd drøm af et album

Uanset hvor mange rappere gæstelisten stabler oven på hinanden, er ’Surf’ langt fra hiphoppens mere typiske skema af enten hitlistepunch eller maskulint optegnet gadeslang. I stedet får man en kalejdoskopisk rundtur – tilsat lyden af blandt andet Chance the Rappers små sentenser om at undgå konformitetens tryghed og ryste de sociale mediers opmærksomhed af sig:

»I don’t wanna be cool/ I don’t want you to be me/ You should just be you«.

Ikke ligefrem dyb visdom, men beskeden rammer en nerve i tiden. Og så er den vidunderligt sat i scene af Donnie Trumpet & The Social Experiment.

Ligesom Brainfeeder-folkene tager Chicago-flokken arven op fra mange af de musikalske genrer, hiphoppen engang samplede sig frem af, og placerer nogle af hiphoppens største aktører i en central musikalsk position, der kan og vil mere end bare levere to hurtige rim og en aflevering.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her