Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Pr-foto
Foto: Pr-foto

Distinkt. Hvis noget fæstner sig i hukommelsen efter den meget korte forestilling er det mezzosopranen Signe Asmussen.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opera som det rene ingenting

Ny opsætning af en lille moderne italiensk opera om en helt speciel nonne dyrker den minimale æstetik så heftigt, at man næsten intet får.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jomfruelige skød. Blod, mælk, torne. Kristus. Ordene hviskes i mit øre af en kvinde, mens andre ord af samme dramatiske, sensuelle, religiøse karakter klinger fra andre personer andetsteds i rummet. Tæt på, langt fra, højt, hviskende, langsomt, insisterende.

Jeg ved ikke, hvem kvinden eller de andre er. For alle tilskuere har bind for øjnene. Sådan går det første kvarter af den italienske komponist Salvatore Sciarrinos korte monodrama om den helgenkårede nonne Maria Magdalena de Pazzi, der i 1600-tallet viste utrolige evner.

Da bindet kommer af øjnene, viser en helt hvid scene sig med hvidklædte musikere og en enkelt hvidklædt sanger. På den hvide bagvæg skyder en videokanon et hvidt, kvadratisk mønster op.

Alle bevæger sig ultralangsomt. Lydene, som begynder at dukke op fra instrumenterne, giver ikke meget mere. Blæs i rør uden toner, et par støjlyde fra strenge, et par hjerteslag fra en stortromme.

Kontrasten kommer, da performeren åbner munden. Ordene fra Signe Asmussen vælter ud i en stakåndet pærevælling, indtil strømmen stopper, lige så pludseligt som den dukkede op. Med tiden genkender man nogle af ordene fra tiden med bind for øjnene. Bare på italiensk.

Ordstrømmene kommer og går igen og igen i løbet af 20-25 minutter. Så er operaen slut. Det er det hele – og det er ikke meget.

Ensemblet Scenatet er 12 musikere med base i Aarhus, der har specialiseret sig i moderne musikteater. Denne gang har de allieret sig med den engelske sanger og instruktør Loré Lixenberg i forsøget på at give det lille værk af den måske mest højtprofilerede nulevende italienske komponist Sciarrino et nyt dansk liv.

Det ender desværre som en lidt flad fornemmelse. Sciarrinos noder er i sig selv helt minimale i både indhold og udtryk, og instruktørens valg med at tone værket helt ud i hvid langsommelighed gør, at der næsten ingen oplevelse bliver.

Nonnen Maria Magdalena de Pazzi var ellers, hvis man skal tro Wikipedia, en farverig person, der talte i tunger i timevis hver dag, elskede at piske sig selv og helbredte syge mennesker ved at slikke deres sår. Sciarrino har valgt, i det 20 år gamle værk, alene at fokusere på hendes ekstatiske tungetale og brugt den som musikalsk skelet.

Til trods for at Signe Asmussen for gud ved hvilken gang imponerer med sin levende fortolkning, og at scenebilledet med svimlende videografik af bogstaver er æstetisk indbydende, er det ikke en forestilling, der har nok til at hæfte sig i hukommelsen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden