Guitaren slås an til et majestætisk riff. Trommerne støder tørt og tungt til kroppen.
Thom Yorkes stemme stiger op som en dis. Langsomt tager den form. Passioneret og punch drunk. Næsten som en ung Bono på nedtur. I en sang, der handler om at blive genfødt bag en airbag i det splintrende brag fra en tyskfabrikeret bil, der smadrer ind i et bevidstløst blinkende neonskilt. Velkommen til det moderne.
Efter at have fået sit helt store kunstneriske - og halvstore kommercielle- gennembrud med 'The Bends', cementerer engelske Radiohead nu positionen overbevisende med 'OK Computer'. I hælene på Geneva og Tindersticks leverer Radiohead det tredje britiske album på ganske kort tid, der har passionen og ambitionen til at skabe det helstøbte album til fælles.
Radiohead gør bestemt ikke livet nemt for de fans, som i sin tid blev indfanget af det ironiske pop-hit 'Creep'.
'OK Computer' kaster ikke mange lunser til den popsultne lytter. Til gengæld belønner den i rigt mål de ører, som kan genkende og respektere Den Store Ambition. 'OK Computer' er nemlig intet mindre end et forsøg på at fremmane en moderne apokalypse i rockmusikalsk regi.
En Radioheads åbenbaring.
Uden at ty til computerløsninger giver Radiohead et troværdigt bud på rockmusik, der er moderne - på en gang lige i fjæset, knivskarpt og drømmende eftertænksom - og som samtidig har klare tråde tilbage i tiden.
Men paradoksalt sammenflettede tråde.
'OK Computer' kan kaldes et koncept-album og til og med et pompøst et af slagsen.
Samtidig har den en nervøs og aggressiv anti-autoritær og kulturkritisk nerve, som gør den langt mere punket og flammesort i sin sjæl end nogen af de opspeedede bands, som ellers vifter energisk med punkens lasede vimpel i disse år.
'OK Computer' er en rockplade, der igen får det bedste til at lyde, som om fremtiden balancerer på en knivsæg.
På en baggrund af lige dele nænsomme akustiske og afsindigt flænsende elektriske guitarer stiger Thom Yorkes kirkesang til en gudløs verden op mod en truende fremtids skylag. Som på 'Paranoid Android', hvor en besværgelse af et paranoidt mylder af indre stemmer forvandles til en elementær og voldsomt gribende påkaldelse af den store regns renselsesproces.
En rituel storm og en bøn om ny renhed. ‘Rain down on me from a great height’ synger Yorke, så en banaliseret syntetisk verden i et øjebliks shamanistisk krampe igen ligner elementært univers.
Radiohead skildrer på 'OK Computer' en fortabt og målløs materiel moderende verden, hvor jordboerne går mekanisk rundt som aliens med hjemvé. Et her og nu futuristisk mareridt. Hvor folk taler matematik i tunger, summer formålsløst som køleskabe og opfører sig som radiohoveder med dybt skizofrene hænder til at håndtere programvælgeren.
'Fitter Happier' sætter væmmelsen ved den bevidstløse, småborgerlige materielle livsførelse på formel. En skildring af faldet fra at være ung og åben til at være sat og skindød i en alder af 30. Fortalt af en syntetisk android-stemme. OK:Firkantet. Men effektivt, fordi det udspiller sig på en baggrund af ægte apokalyptisk angst og rablen. Lige dele feberhed pande og scramblet information.
Paradoksalt opløftende
'OK Computer' er en vision, der er både gådefuld, profetisk og poetisk. En desperat strøm af advarsler om ikke at leve et liv bygget på sand i en tid med stormvarsel.
'Exit Music (For a Film)' er indsunget af Thom Yorke i den kolde hall på herregården Catherines Court. Kulden fra de gamle tykke stenmure oversættes let til moderne livsvilkår.
Desperationen er til at tage og føle på. Når man i 'Let Down' får vinger, er det ikke et udtryk for en smuk drøm om at blive engel. Vingerne bærer ikke. De svirrer. Og så svigter de. Let Down.
Bevidstheden om at være et insekt skabt til at blive kvast og mast, så det siger splat! på jord. Der er langt mellem de forløsende øjeblikke, og da 'No Surprises' endelig toner smukt frem viser den sig at handle om dyb resignation! No surprises.
Men alligevel er 'OK Computer' paradoksalt opløftende. Fordi dens vision insisterer på at tage livet alvorligt.
Ungdommelig civilisationslede er et kraftigt kunstnerisk brændstof. Puttet i en stålhård lyd, som splittes mellem det blanke og det skramlende, gives der plads til sprækker, hvori Thom Yorkes stemme kan spinde sit smertefulde net.
Yorke synger så selv den bortrationaliserede engle næsten må kunne leve med, at deres skæbne er at få pillet vingerne af af fremskridtets android.
Anmeldelsen blev første gang publiceret 15. juni 1997 i Politiken.
fortsæt med at læse
