Da jeg ser ham komme gående på 100 meters afstand hen imod Frankfurt Operas kunstnerindgang, tænker jeg, at han enten er en surfer eller netop den dirigent, jeg har en aftale med.
Jeg peger hen på ham og tegner lange krøller med mine fingre imod ham. Krøller ned over ørerne. Viottis signaturkrøller. Og han løfter den ene hånd og peger mod sit eget hår. Ja, det er ham. Man kan godt både være surfer og dirigent i 2017.
Lorenzo Viotti hører til eliten blandt unge, fremstormende europæiske dirigenter. Han er 27 år, og de store orkestre og operahuse har travlt med at presse ham ind i deres kalendere. I København dirigerer han DR SymfoniOrkestret i tre nytårskoncerter i disse dage. Denne aften her sidst i december står han i graven i Frankfurt, når Operaen spiller Massenets opera ’Werther’.
Lorenzo var tit i København i sin barndom. Hans far var dirigent, Marcello Viotti. Han var sin tids mest autentiske italienske maestro på disse kanter i 90’erne, og når han dirigerede en af de store operaer, ’Otello’, ’Rigoletto’, ’Simon Boccanegra’, ’Norma’ eller lignende, som han gjorde fast om sommeren i Tivolis Koncertsal. Det var en gængs anmelderkliché i de år, at stemningen, når Viotti dirigerede, var sydlandsk. Og hele familien, konen og Lorenzo og hans tre søskende, var altid med. Lorenzo Viotti lyser op, da jeg fortæller ham, at jeg interviewede hans far i 1996.
