Lyt til artiklen
Det er ofte de samme ting, man må fremhæve, når der er nyt fra Magtens Korridorer: arven fra Gasolin’ og Johan Olsens tendens til at brøle. Det sidste stiller man sig skeptisk over for, men det er også sært dragende, og måske ender man endda med at måtte overgive sig til det. Bandets rendestensromantik-agtige rock, der aldrig er subtil, men altid dybtfølt og eksplosiv. Vurderingen ligger som regel omkring middel.
For Magtens Korridorer har, siden de i 90’erne mødtes på en fredagsbar eller i et andet københavnsk universitetsmiljø, udlevet drømmen ved siden af helt almindelige fuldtidsjob og udsendt det ene mere eller mindre upåklageligt fængende rockalbum efter det andet.
