Det lykkedes helt vildt smukt for Joshua Bell at folde linjerne i Beethovens lange violinsamtale mellem ham og DR SymfoniOrkestret ud som et spinkelt, sart net af melodisk logik.
Hans glasklare og træfsikre violintone alene var nok til fastholde opmærksomheden over tre kvarter. Med et højdepunkt i den langsomme andensats, hvor Bell helt oppe på tæerne ydmygt og nænsomt lagde det ene klangskønne udsagn efter det næste ud i det store koncertrum.
