Devotne Hynes er en af tidens mest sammensatte musikere.
Foto: Martin Lehmann

Devotne Hynes er en af tidens mest sammensatte musikere.

Musik

Københavns absolut hippeste mennesker var samlet, da Blood Orange markerede en ny, sort revolution

Blood Orange gav en fremragende koncert i Den Grå Hal med sange om at være sort, om retten til at være for meget, og om retten til ikke at passe ind.

Musik

Torsdag aften var der fyldt med selvbevidsthed og elevatorblikke i Den Grå Hal på Christiania, da Københavns absolut hippeste mennesker var samlet. Tilløbsstykket var den britiske sanger og producer Devonte Hynes, som under kunstnernavnet Blood Orange laver soul, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem Prince, Talking Heads, Terence Trent D’Arby og Roxy Music.

Devonte Hynes er en af tidens mest sammensatte musikere. Siden han i 2011 brød med sine tidligere bands og trådte i karakter som Blood Orange, er han blevet kaldt New Yorks sidste boheme, en ener, en outsider og et mirakel. Han rejser Jorden rundt og komponerer musik med prominente komponister som Philip Glass, og så var det Devonte Hynes, der fik Beyoncés lillesøster Solange ud af storesøsterens gigantiske skygge, da han skrev hendes hit ‘Losing You’.

En sort engel

Torsdag var der en sitrende forventningssummen i Den Grå Hal, blandet med nogle tåger af pot og smugrygning af cigaretter under frakkerne. Da Devonte Hynes endelig brød frem på scenen med sit band, var det med sangen ‘Saint’. Der var noget lidt ophøjet og majestætisk over hans fremtoning. Han lignede en billedkunstner med sin bagvendte Kangaroo-kasket, Kansas-bukser, træsko og den charmeklud, som han hele tiden svingede med eller placerede på sit hoved. I glimt lignede han billedkunstneren Jean-Michel Basquiat, en smuk, sort renæssance-svane.

På albumcoveret til sit seneste album, ’Negro Swan’ – som var det album, Devonte Hynes spillede flest sange fra – sidder han i vinduet i en hvid bil med hvid durag og hvide vinger og skjuler sit ansigt. Albummet er endnu et afrocentrisk manifest i en tid, der markerer en helt ny attitude i moderne popmusik, en blød intellektuel musikstrømning, der nægter at hoppe og danse for nogen. I 2016 var Solange med sit album ‘A Seat at the Table’ med til at understrege en ny, sort og blød soulbevægelse, og Blood Orange tager her i 2018 endnu en samtale om at være sort – hans sange kredser om rettigheder, om retten til at være for meget og om retten til ikke at passe ind. Da han torsdag sang ‘Charcoal Baby’, brød publikum ud i omkvædet og sang »No one wants to be the Negro Swan, No one wants to be the odd one out at times …/Can you break sometimes?«.

For de utilpassede og de håbløst hippe

Et af aftenens højdepunkter var, da Devonte Hynes satte sig ved flyglet og sang Nina Simones version af Blind Willie Johnsons ‘Nobody’s Fault but Mine’ med en dejlig afsmittende ro og elegance. Hans medbragte korsangere, Ian Isiah og Eva Tolkin, var helt forrygende og trådte ind i sangene med lige så meget autoritet og karisma som Devonte Hynes.

Også mere dansable sange som ‘Hope’ var højdepunkter i løbet af aftenen, ligesom da han gik tilbage til sine tidligere mere 80’er-inspirerede sange. Og sange som ’Champagne Coast’ og’ You’re Not Good Enough’ gav koncerten varme og attitude.

Koncerten havde noget så sjældent som en perfekt fuldendt slutning med sangen ‘Smoke’, der forbandt sangere, band og hovedperson. Blood Orange og hans ensemble fik skabt en følelse af, at koncerterne var et hjem, en favn, der kunne huse alle de utilpassede, malplacerede, marginaliserede og de rodløse og også bare de håbløst hippe.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce