Earl Sweatshirt bryder sig ikke om at opholde sig udenfor. Det har han lavet et helt album om tilbage i 2015. Det hedder ’I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside: An Album by Earl Sweatshirt’, og det handler om sorg, voksne, alt det, han har lært hjemmefra og både prøver at give slip på og tage til sig.
På sit nye album, ’Some Rap Songs’, bryder han sig fortsat ikke om at gå ud i den friske luft, han sidder midt i et tab. Hans sydafrikanske far gik bort i januar efter lang tids sygdom.
Beatanmeldelse
Earl Sweatshirt: Some Rap Songs. Columbia.
Den indadvendte rapper
Earl Sweatshirt hedder slet ikke Earl. Hans rigtige navn er Thebe Neruda Kgositsile, og han var kun 15 år gammel, da han i 2009 fik et gennembrud sammen med hiphopkollektivet Odd Future Wolf Gang Kill Them All. Han er kendt som et af gruppens mere indadvendte medlemmer.
På ’Some Rap Songs’ han har forskanset sig i musikken, og det er der kommet et rørende og smukt hiphopkludetæppe ud af. På anslaget ’Shattered Dreams’ spørger han: »Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at jeg bløder, hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at jeg synker«. Han fortæller om at være anæmisk, drænet og såret, og han håber, at nogen snart niver ham, så han kan vågne. ’Some Rap Songs’ handler om, at han ikke er kommet videre.
Fars spøgelse
Han væver med electronica, tung klassisk hiphop og elegante samples og kaster med håndtegn til virtuose producere som J Dilla, Madlib og Flying Lotus. Hans snøvlede og berusede rim er indhyllet i brud af afrobeat fra 1970’erne, gamle soulplader, filmscener og Earl, der taler om angst og depression, mærkbare kriser og nederlag, der ikke vil gå over.
Sorgen sniger sig videre til sange som ’Red Water’,’Cold Summers’,’Nowhere2go’ og ’December 24’. Earl ser blodet i vandet, han ser sin far, og han lader sin fars spøgelse gå igennem alle sangene på albummet.
Det her er et af årets bedste værker om sorg. Så hvis man sørger, skal man henvende sig til en ung rapper, der kalder sig Earl. Han ser spøgelser, fortæller om depressioner, faser, der ikke vil gå over, og viser fragmenter af livets knytnæver i en tung, mærkbar, musikalsk bedøvelse.
fortsæt med at læse



























