Musik af Mahler og Sjostakovitj på samme program lyder som alt for meget. Deres symfonier er så lange, at de kan fylde en hel aften hver især, men ikke desto mindre var begge det 20. århundredes største orkesterkomponister genstand for ugens Torsdagskoncert.
Først med en samling voldsomme Mahler-sange lagt i munden på den fremragende svenske baryton Peter Mattei – og efter pausen en tonstung og hårdtslående, begsort servering af Dmitrij Sjostakovitjs 11. symfoni til minde om den russiske opstand i 1905.
Sangene var lagt på en genial kurve, der begyndte i højt humor med luftig hverdagssatire og bevægede sig derfra langt ned i gravens kulde. Det var i hvert fald sådan, Peter Mattei og den russiske dirigent Lazarev havde valgt at give de fem orkestersange liv, hvor de fleste var fra samlingen ’Des Knaben Wunderhorn’.
Mattei var et scoop
Oplevelsen begyndte i det tilsyneladende muntre hjørne, hvor pudsige lydeffekter i et slankt orkesterudtryk blandede sig med Matteis bløde stemme, der både fik lov at klinge som honning og kukke og bræge som fjollede dyr. Men lige så langsomt blev det muntre mere og mere bidsk, alt imens poesien skiftede fra liv og lyst til død og ensomhed.
Mattei var et scoop. Han synger sjældent i Danmark, og skulle man kende ham f.eks. fra transmissionerne fra The Met i New York, er det nok fra hovedroller i Mozart-operaer. Men Mahlers senromantiske flertydighed var virkelig også en hjemmebane for manden. Matteis ansigt, fagter og krop gav musikken karakter og dramatik i en fantastisk detaljeret oplevelse.
Detaljerne var også på plads efter pausen med Sjostakovitjs timelange livtag med sovjetisk realisme. Et gigantisk epos om opstand og nedskydning som en række voldsomme tonemalerier. Helt grundlæggende ved man, at man er i en helt bestemt boldgade, når man ser en af de seks slagtøjsspillere iføre sig sorte læderhandsker for at kunne holde på metalkøller så tunge, at de kan sætte store kirkeklokker i svingninger.
Sjostakovitjs musik blev afleveret med de størst tænkelige kontraster. På et tidspunkt som absurde, gigantiske orgier af dunkende slagtøj og massive klangflader skabt af 100 mand – det næste som stille og simpel russisk folkesang. Og fulgt op af ren romantisk sødme fra et engelskhorn, ligesom i Mahler-sangene, som den melankolske poesis stemme.
Lazarev formåede at formulere musikken med al ønskelig tyngde, men også på en måde, hvor musikken kunne hæve sin stemme og råbe igennem – og stadig virke nøgtern og saglig.
Et kæmpe lydtryk
I sidste uge fejrede DR Koncerthuset sine første 10 år, og Torsdagskoncerten i denne uge viste da også husets akustiske egenskaber frem.
Det var endnu en gang virkelig specielt at opleve, hvordan 100 musikere på scenen kunne trykke til på alle instrumenter på én gang i Sjostakovitjs symfoni og skabe kæmpehøje vægge af lyd. Men vægge, hvor man kunne høre og skelne klangens forskellige byggesten fra hinanden helt præcist.
Vi fik et kæmpe lydtryk, men det blev aldrig endimensionelt eller uelegant. Og i den modsatte ende af lydskalaen kunne ganske få instrumenter hos Mahler sagtens bære lydbilledet i hele salen.
Omvendt oplevede publikum bag orkestret også salens bagside under Peter Matteis forunderlige fortolkninger af Mahlers sange.
Hvor Matteis dramatiske krop bar oplevelsen for publikum foran scenen, var der kun en anelse om, at noget var på færde for dem på stolerækkerne bag scenen, som en bekendt beklagede sig i pausen.
fortsæt med at læse
