Da ingen anden vil, synger Senta selv balladen om Den flyvende Hollænder, så den svenske Carl Larsson-idyl slår revner.
Foto: Jonas Persson

Da ingen anden vil, synger Senta selv balladen om Den flyvende Hollænder, så den svenske Carl Larsson-idyl slår revner.

Musik

Kønskamp i Malmø: Instruktør vender kønsrollerne om i 'Den flyvende Hollænder' med et drastisk greb, der nok skal irritere folk

I den hollandske instruktør Lotte de Beers version af Wagners saltvandsopera handler det ikke om skumsprøjt og storsejl, men om en kvinde, der finder sig selv.

Musik

Den flyvende Hollænder’ er egentlig sagnet om en mand, der er fordømt til evig sejlads på de syv verdenshave. Den eneste formildende omstændighed ved hans skæbne er, at han hvert syvende år har lov til at gå i land. Kan han finde en kvinde, der vil gifte sig med ham og være ham tro til døden, kan han endelig blive forløst.

Den 25-årige Richard Wagner hørte historien, mens han var i Riga, og da den forgældede unge komponist ikke længe efter flygtede med skib for at undgå utålmodige kreditorer og havnede i et voldsomt uvejr, fik han ideen til en opera om den fordømte Hollænder.

I Wagners opera går Hollænderen i land i Norge og finder i skipperen Dalands unge datter Senta den kvinde, der ser det som sin livsopgave at ofre sig for ham. Hun sværger ham troskab og begår derpå selvmord ved at springe i havet. Hollænderen – »den stakkels mand«, som hun kalder ham – er endelig forløst. Men sådan et »hyperromantisk kvindebillede« kan vi ikke kendes ved i dag, slås det fast i programbogen til den nye opsætning af ’Den flyvende Hollænder’, der nu spiller på operaen i Malmø.

Senta skal videre

Derfor har forestillingens instruktør Lotte de Beer, der for resten selv er hollænder, og som for et par sæsoner siden stod for en stærk iscenesættelse af Hans Werner Henze-operaen ’Boulevard Solitude’ på Operaen i København, valgt at lade ’Den flyvende Hollænder’ slutte helt anderledes. I hendes udgave overlever Senta, mens Hollænderen forsvinder. Det er ikke hende, der er hans muse. I stedet bliver han hendes.

Det er et drastisk greb, og det skal nok irritere nogle – ligesom det faktum, at vi her får en ’Hollænder’ uden så meget som antydningen af skumsprøjt eller storsejl.

I en kulsort rotunde af en landkrabbescenografi, hvor det eneste maritime, man ser, er en bådebro, har de Beer og hendes dramaturg Peter te Nuyl valgt at lade Senta stå tilbage til sidst. Spillevende. Klædt helt i sort trækker hun bare på skuldrene, mens hun ser ud på publikum, som ville hun sige: »Nå ja, o.k., det var så den historie«.

»Jeg var fascineret af denne her sorte, blege mand, der kom forbi. Jeg havde faktisk drømt om ham allerede på forhånd. Men nu er jeg klar til at gå videre med mit liv. Historien om Hollænderen var bare mit bud på en vej ud af den kvælende idyl og al den utålelige normalitet, der omgav mig«.

Idyllen, Senta vokser op i, har scenografen Christof Hetzer fisket direkte ud af den svenske 1800-tals-maler Carl Larssons populære akvareller og oliemalerier. På den måde vil Lotte de Beer vise Malmø-publikummet, at vi befinder os i en midsommerlys svensk skærgård. Her vokser Senta op i et hjem med så meget skønhed omkring sig, at hun ikke kan andet end drages mod det mørke, der hersker udenfor, når hun om natten løber hen til vinduet og kigger ud i stormen efter den mand, hun føler, hun længes efter.

Jægeren Erik, som hun bliver kærester med, er ikke langt nok fra sømandsmiljøet. Han er i denne opsætning blevet til en præst, og det bytte, han bringer hjem, er bare en pakke med to bøffer fra slagteren. Det er simpelthen for konformt. Ham kan den unge kvinde ikke bruge til noget. Hollænderen, derimod – stærkt og sikkert sunget ved premieren lørdag af den tyske basbaryton Josef Wagner – har denne der blege tiltrækningskraft, vampyrer i ungdomsvampyrlitteraturen har. Han kan heller ikke dø, og i Sentas øjne er han spændende og lækker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Birketræerne bliver sorte

Som Senta har Malmø Opera hyret den nye svenske Wagnersopran, alle taler om i disse år. Cornelia Beskow var fantastisk, da hun forrige år svang Siegmunds sværd i rollen som hans søster Sieglinde i ’Ringen’ i Esbjerg, og samme år sang hun sig ikke bare til sejr, men til en hel favnfuld af priser i Lauritz Melchior-konkurrencen i Aalborg. I Malmø var hun lørdag aften en stærk og fokuseret, alt andet end smilende, men desværre også vokalt noget overstyret Senta, hvis klang havde tendens til at blive hård.

Det forhindrede imidlertid ikke publikum i at give den lovende sanger deres store applaus, da hun kom på scenen efter sidste akt.

Cornelia Beskows Senta begynder i uskyldsren hvid kjole, men den bliver hurtigt beskidt af sort maling. For Lotte de Beers Senta er kunstner. En aktiv figur. Hun kæmper med at skabe noget. Nærmere bestemt et maleri, som hun maler lige så kulsort som natteudsigten fra Carl Larsson-hjemmets køkkenvindue, og den lille pige, der under ouverturen sidder og aer hjemmets hvide kat, ender med at være klædt i ungdomsoprørets sorte farve fra top til tå. Præcis som Hollænderen, som til sidst forsvinder, ved at han går i et med Sentas sorte maleri. Senta har forløst sig selv ved hjælp af en mand – eller rettere sagnet om en mand – hun ikke længere har behov for.

Rundt om hende er forestillingen godt castet. Til tempi fra den amerikanske dirigent Steven Sloane, der gav rask vind i de imaginære sejl, kunne publikum nyde ikke bare den russiske bas Nikolaj Didenkos solide indsats som skipperfar Daland, men også smukke takter fra de to tenorer Timothy Fallon som farens styrmand og – ikke mindst – Zoltán Nyári som Erik. Sikken en lyrisk-dramatisk sanger!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er mange eksempler undervejs i forestillingen på, at Lotte de Beer både kan læse en tekst og et partitur, og da den idylliske svenske birkelund i sidste akts festscene vendes om og pludselig bliver dystopisk sort, mens spøgelsesmandskabet på Hollænderens skib synger med uhyggelige stemmer bag ved publikum, er effekten stærk.

Det er uklart, hvorfor Hollænderen gør sin entré med en tur ud blandt publikum, men mødet mellem ham og Senta gnistrer. Om man så kan acceptere en ’Hollænder’, hvor Senta ikke bare erobrer scenen, men også ender med at trække sig helt ud af Wagners historie med et træk på skulderen, er en anden sag. Men Lotte de Beer kan i hvert fald instruere, og hun følger sin idé til dørs.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden