Den ellers dejligt stenede Damon Albarn var hidsig. Midt i koncertens første nummer vendte han sig mod bandet og viftede med armene. Op, op, op! Med energien. Og strygekvartetten bag ham trak straks buerne hen over celloerne med mere intensitet.

Albarn var ikke kommet til Fyn for at lade sig fejre. Han var kommet for at rive os omkuld med en tvetydig hyldest til det England, han hele tiden forlader og altid vender tilbage til.