Det bliver en ung japansk kvinde, der de næste tre år skal lede DR’s bigband.
Efter at have følt hinanden på tænderne igennem de seneste to sæsoner er Danmarks Radio og dirigenten Miho Hazama nemlig blevet sikre på, at de fremover skal arbejde fast sammen.
Og trods Miho Hazamas 32 år er det er en erfaren komponist og dirigent, DR ansætter, med en baggrund både inden for klassisk musik, som hun er uddannet i hjemme i Japan, og med jazzdiplom fra Manhattan School of Music i New York.
Miho Hazama er født i Tokyo, men bor og arbejder i New York. Ud over de seneste to års samarbejder med DR’s bigband har hun allerede ledet fremtrædende jazzorkestre som Westdeutsche Rundfunks bigband i Tyskland og Hollands store Metropole Orkest Big Band.
Hun har lært sit musikalske jazzhåndværk fra kapaciteter som pianisten og komponisten Jim McNeely, der for 17 år siden var hendes seneste forgænger som fast kontraktansat leder af DR’s bigband. Hun har også samarbejdet med dirigenten og arrangøren Vince Mendoza, der i den mellemliggende periode har arbejdet og indspillet en del med DR Bigband.
Del af en ny bølge
Som 32-årig kvindelig orkesterleder er Miho Hazama del af en ny bølge, der kendetegner hendes generation.
I gamle dage var dirigentfaget et mandefag, men med prominente ældre klassiske kvindelige dirigenter som australieren Simone Young og amerikanske Marin Alsop, der længe har brugt dirigentpodiet til at tale om, at verden savner flere kvindelige orkesterledere, er en generation af kvindelige dirigenter nu på vej.
Inden for den klassiske musik har unge kvinder som franske Ariane Matiakh samarbejder kørende med internationale operahuse som Royal Operahouse i London.
Den fremadstormende 32-årige lettiske dirigent Mirga Gražinytė-Tyla har gjort sig bemærket som den første kvindelige dirigent, der har fået en eksklusiv kontrakt med pladeselskabet Deutsche Grammophon. Hun har desuden netop fået forlænget sin kontrakt som chefdirigent og kunstnerisk leder for et af Storbritanniens bedste symfoniorkestre, City of Birmingham Symphony Orchestra.
Altid stiligt klædt musiker er død: Ib Glindemann havde suverænt musikalsk overblik og gav jazzen i Danmark et stort, swingende spark fremadCanadiske Barbara Hannigan, der både er sanger og dirigent, har i de seneste år flere gange ledet DR’s symfoniorkester, og herhjemme er pianisten og komponisten Kathrine Windfeld en dedikeret bigbandleder. På internationalt plan har amerikaneren Maria Schneider længe været et ikon som både komponist og bigbandleder. Hende har Miho Hazama studeret hos.
Miho Hazama, der fremover skal lede DR’s 19 bigbandmusikere, har i forvejen sit eget ensemble i New York, nemlig orkesteret m_unit, der har udgivet tre album for den internationale musikkoncern Universal Music. Sammen med den kunstneriske leder Ron Wasserman arbejder hun desuden med orkestret New York Jazzharmonic.
5 hjerter: Marilyn Mazur og hendes kvindeorkester giver los med ritualer, gruppestøn og bukkehornNår hun tiltræder efter sommer, er aftalen, at Miho Hazama skal lede minimum tre produktioner med DR Bigband hver sæson begyndende med en turné til Sydkorea i oktober.
fortsæt med at læse




























