Det kom som ud af den blå luft. Rapperen Nicki Minaj indstiller sin karriere.
I over et årti har hun banet vejen for andre kvindelige rappere, og det seneste år har Nicki Minaj heller ikke ligget på den lade side. Hun har medvirket på populære numre som ’Hot Girl Summer’ og ’BAPS’ samtidig med, at hun har været vært på sit radioprogram ’Queen Radio Show’.
Der har ikke været nogen tegn på, at Nicki Minaj har været på vej ud af branchen på det seneste. Derfor kommer meldingen også som et chok for mange fans – mens rap-kollegerne endnu ikke har kommenteret udmeldingen.
»Jeg har besluttet mig for at trække mig tilbage og fokusere på min familie«, skriver Nicki Minaj på sin Twitter-profil natten til fredag
Den pludselige udmelding får flere fans til at sætte spørgsmålstegn ved, om det er årets største joke, eller om det rent faktisk er sandt. Forsvinder Nicki Minaj for altid?
Det er tydeligvis en bekymring, den kvindelige rapper hurtigt blev konfronteret med. Derfor lover hun nu at dedikere et afsnit af sit radioprogram ’Queen Radio Show’ til at uddybe, hvorfor hun har besluttet sig for at forlade musikindustrien.
»Jeg er her endnu. Stadig dybt forelsket i jer, og I ved det også godt. I bagklogskabens lys skulle jeg have diskuteret det på ’Queen Radio’ inden, men det vil jeg så gøre nu. Jeg lover jer, at I bliver glade. Ingen gæster, kun os, der snakker alt igennem. Mine tweets var pludselige og ufølsomme. Det undskylder jeg for, babe«, skriver Nicki Minaj på Twitter.
Det vides ikke endnu, hvornår radioprogrammet vil blive sendt.
Banede vejen
Lige fra starten har Nicki Minaj ikke været bleg for at tale om den tid, der kommer efter karrieren. Er man en dedikeret fan, kan man måske huske, at hun i sagen ’Moment 4 Life’ fra 2010 rappede: »Jeg vil trække mig tilbage med en krone på hovedet«.
Og i 2014-sangen ’All Things Go’ rappede hun: »Syv år fra nu vil jeg aflevere min datter i børnehaveklassen«. En henvisning til, at Nicki Minaj har haft en klar plan om på et tidspunkt at trække stikket for at skabe den familie, hun drømmer om.
Om Nicki Minaj har ramt toppen af sin karriere, er ikke til at vide, men gennem årene har hun opnået en af sine udtalte drømme. At åbne døren for, at andre kvindelige – og måske primært sorte – rappere kan blive internationale stjerner.
Navne som Megan The Stallion, Cardi B og Sawtee har siden adopteret og forbedret nogle af de karaktertræk, der var med til at gøre Nicki Minaj verdenskendt. Det vilde hår, de sexede toner og teksterne, der er fyldt med opløftende beskeder om at arbejde hårdt og få en god uddannelse.
Vred Nicki Minaj skælder ud over, at hun ikke blev nr. 1 på albumlistenIngen af hendes kvindelige rap-kolleger har kommenteret Nicki Minajs pludselige udmelding. Faktisk har der været larmende stille blandt industriens store navne. Internationale aviser og fans har delt historien, men lykønskningerne og vi-kommer-til-at-savne-dig-beskederne har været næsten ikke-eksisterende.
Rapperen Lil Bibby er en af de få, der på nuværende tidspunkt har delt en slags hyldest til den nu afgående rap-dronning.
Her deler Lil Bibby en bid af en sang, hvor Nicki Minaj medvirker. En sang, der ikke er udgivet endnu – og måske ikke bliver.
Men ellers er stilheden slående. Mens dedikerede fans deler grædevideoer, er der stille i kendisland.
Væk for altid?
Tidligere i år blev Nicki Minaj den første kvindelige rapper , der officielt havde solgt 100 millioner album og singler, ifølge Recording Industry Association of America.
Men trods 10 nomineringer har hun endnu ikke vundet en Grammy. Noget, Nicki Minaj ikke har lagt skjul på, at hun er slemt utilfreds med.
Generelt er hun ikke en kunstner, der er bange for at gå kritikere på flinten. I sit radioprogram uddeler hun prisen ’Cocksucker of the Day’ (dagens røvhul, red.) til journalister, der kritiserer hende. Nogle, der på det seneste er kommet flere af.
»Bizar«, »usammenhængende« og »opblæst primadonna«: Nicki Minaj bliver haglet ned af anmelderne efter flopkoncert i KøbenhavnFor ligesom mange andre kunstnere har Nicki Minaj kæmpet for at holde sig relevant. Og nu stopper showet. Men det vides endnu ikke, om det er for altid eller bare for en stund.
Andre kunstnere har nemlig på samme måde været ude med beskeden om, at nu trækker de stikket. Jay-Z gjorde det i 2013. ’The Black Album’ skulle være hans sidste album nogensinde. Siden da har han udgivet syv albums.
Kilder: The Guardian, Rolling Stone, Entertainment Weekly
fortsæt med at læse
Nicki Minaj får kritik for at ville optræde i Saudi-Arabien
-
»Bizar«, »usammenhængende« og »opblæst primadonna«: Nicki Minaj bliver haglet ned af anmelderne efter flopkoncert i København
-
Nicki Minaj fandt hele tiden nye måder at ødelægge sin egen koncert på, og så indtraf katastrofen
-
10 nedslag i en vild karriere: Nej. Miley Cyrus er ikke for meget. Hun er bare ... EKSTRA!


























