Den britiske rapper og singer-songwriter Jay Sean med det borgerlige navn Kamaljit Singh Jhooti, har de seneste måneder oplevet noget af en genoplivning. Han hittede for godt ti år siden med sange som ’Down’ og ’Do You Remember’ samt det helt store hit ’Ride It’, der lige nu topper flere af Spotifys hitlister.
’Ride It’ lyder dog ikke helt, som den gjorde tilbage i 2008: Der er skruet op for tempoet, og vokalens stemmeleje er lavere end originalen. Det skyldes, at sangen er blevet behandlet af Dj Regard i form af et remix, hvilket har givet den et nyt liv på diverse hitlister – ’Ride It’ ligger lige nu nummer 4 på Spotifys Viral 50-liste, nummer 46 på Top 200 og nummer 6 på listen United Kingdom Top 50 med 41.268.824 afspilninger.
»Når et hit er et hit, kan du ikke holde det nede«, siger Jay Sean til Rolling Stone.
Hashtag giver nyt liv til sangen
Dj Regards version af sangen har ifølge BBC fundet vej frem til hitlisterne på grund af appen TikTok, der lader brugere dele videoer mellem hinanden. Og der er blevet lavet mere end 4,1 millioner videoer, hvor den nye version af sangen er blevet brugt som baggrundsmusik.
Jeg kendte appen, men jeg tænkte alligevel: ’Hvorfor går jeg pludselig viralt?’
Appens brugere har under deres videoer, hvor de danser til sangen, skrevet »#rideit«, hvilket har spredt ’Ride It’ for alle vinde. Succesen har fået pladeselskabet Sonys Ministry of Sound til at underskrive en kontrakt med Dj Regard for derefter at udgive sangen.
’Ride It’ er ikke den første sang, der får pustet nyt liv i sig ved hjælp af TikTok: Den amerikanske rapper Kyles sang ’Hey Julie’ (2018) og landsmanden Absofactos hit ’Dissolve’ (2017) er ligeledes blevet båret frem igen på grund af appen.
»Der er sange i vores katalog, som rammer top-10 og top-20 på TikTok af den simple årsag, at folk bruger appen«, fortæller Jeff Vaughn, vicepræsident i musikudgivelsesvirksomheden Artist Publishing Group til Rolling Stone.
Det var Jay Seans fætter, der fortalte rapperen, at han pludselig var »overalt« på TikTok, skriver musikmagasinet.
»Jeg kender appen, men jeg tænkte alligevel: ’Hvorfor går jeg pludselig viralt’, siger han til Rolling Stone og understreger, at han godt kan lide remixet.
Ifølge BBC, som har talt med Dj Regards manager, er Jay Sean og dj’en efter udgivelsen af det nye remix blevet »rigtig gode venner«.
fortsæt med at læse


























