1Celeste: Stop This Flame. Den engelske sanger Celeste fejrer, at hun netop er blevet udråbt som vinder af BBC Sound 2020, ved at udgive en hidsig omgang britisk soul på ’Stop This Flame’. BBC’s årlige liste over de musiknavne, som over 170 trendsættere mener, har mest potentiale til et stort gennembrud, har tidligere peget på navne som Lewis Capaldi, Billie Eilish og Adele.
Der kan være mindelser om sidstnævnte i Celestes fyldige stemme, og efter at have danset rundt mellem de hurtige klavertoner og vilde udbrud fra Celestes ellers jazzede stemme melder jeg mig begejstret på klappeholdet: Det her kunne godt blive kæmpestort. Lige om lidt.




























