Lyt til artiklen
Man kan forestille sig, at man sidder på en bænk på Hovedbanegården og dovent kigger på alle de mennesker, der bevæger sig foran en. Man kan ikke fokusere på dem alle, men man kan alligevel sagtens fornemme, at de er forskellige med hver sin retning og hastighed. Pludselig slukker lyset, og en spot tænder på en enkelt person.
Billedet kunne være den visuelle udgave af det, der foregår i Charles Ives’ fjerde og sidste symfoni. Her får man som lytter en vild og sanselig oplevelse af alle livets hastigheder på én gang i op til 17 samtidige rytmer, så det hiver og flår i ørerne og bevidstheden. Og i ét samler det hele sig om et enkelt instrument. En stemme.
