Alt kommer til den, der venter. Siger man.
I eksbeatlen Paul McCartneys tilfælde hjælper et uopslideligt musikalsk talent nu sikkert også lidt. Oven i tålmodigheden. Og lagt sammen resulterer de to dyder nu i et album kaldet ’McCartneyIII’, der som titlen antyder, er tænkt som det tredje i en trilogi, han påbegyndte for 50 år siden med udgivelsen af albummet ’McCartney’ og ti år senere fortsatte med albummet kaldet ... ja: ’McCartney II’.
Fælles for de tre album er, at de er indspillet på tidspunkter i hans karriere, hvor han har trukket sig tilbage fra sine sædvanlige samarbejdspartnere og har søgt andre veje. Det første arbejde han i smug på, mens Beatles gik i opløsning. Det andet kom efter årene med hans band Wings. Og nummer tre i rækken er indspillet under coronapandemien – i McCartneys hjem i Sussex.
På de to tidligere album i trilogien kan man opleve McCartneys mere eksperimenterende side, som man let glemmer på grund af hans exceptionelle sans for den simple melodiske skønhed. Nu om dage er det en nærmest nedtrampet sti for musikere at isolere sig på matriklen og spille alle instrumenter selv. Low-tech. Men det var nyt, da Paul McCartney i 1970 udgav ’McCartney’. Ligesom det var nyt, da han et årti senere på ’McCartney II’ til flere anmelderes forbløffelse og hån gav en omgang skæv elektronisk pop.
Musik for musikkens skyld
Det nye album har ikke til hensigt at give et billede af, hvordan den 78-årige musiker går og har det i sit liv, fortæller han magasinet Loud and Quiet. Det gjaldt bare om at lave noget musik for musikkens egen skyld. »Der er en masse forskellige følelser i det«, siger han. »De gamle temaer om kærlighed og optimisme«.
Men først og fremmes er musikken der for sin egen skyld, forstår man på interviewet i The Guardian.
»Jeg havde noget materiale, jeg havde arbejdet på i årenes løb, men som jeg nogle gange gik død i og slap i halvfærdig tilstand, så jeg begyndte at tænke over, hvad jeg havde«, siger McCartney.
»Hver dag begyndte jeg med at indspille med det instrument, som jeg skrev sangen på, og lagde gradvis resten til. Det var rigtig sjovt«.
Adspurgt om rigtigheden af rygter, der hævder, at Paul McCartney måske snart vil gå på pension, svarer han: »Alt, hvad jeg laver, bliver altid udlagt, som at det bliver det sidste fra mig. Da jeg var 50: ’Det er hans sidste turné’. Og det var som om: ’Åh, er det? Det tror jeg ikke’«.
Og – tilføjer han med reference til en ældgammel vandrehistorie om, at McCartney i virkeligheden døde i 1966:
»Da vi lavede ’Abbey Road’, var jeg død, så alt derefter er bare bonus«.
fortsæt med at læse
