0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Behold bare lidt mere af masken på, Guldimund

Den maskerede sanger Guldimund skriver ærlige og rå sange med stor musikalsk skønhed, men teksterne kammer over i en desperation, det ikke altid er så spændende at opholde sig i.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

30-årige Asger Nordtorp Pedersen er manden bag det maskerede alias Guldimund. Han besynger en ny mandlig inderlighed, giver los for parforholdskriser og længsel. Men er teksterne poetiske, bare fordi de blotter følelser og tanker uden omsvøb?

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg er panisk angst for masker og bryder mig derfor hverken om ’Phantom of the Opera’ eller ham den sølvspraymalede mand på Strøget, der lige pludselig bevæger sig ud af det blå, når man bare kommer gående der og passer sig selv og sine impulskøb. Masken er derfor allerede en kæmpe aversion, jeg konfronteres med hos den danske maskerede sanger Guldimund.

Guldimund er 30-årige Asger Nordtorp Pedersen, der er tidligere medlem af bandet Tårn, og han synger som en skriftende jegfortæller med en scary hvid papmachémaske på. Stemmen, der gemmer sig bag masken og det excentriske pjuskede hår, er fyldt med rå og uslebne følelser og nøgenhed. Det er bare, som om masken blotter mere, end den skjuler, og mine forbehold over for Guldimund er sært nok slet ikke det maskerede, men netop manglen på samme.

’Dem, vi plejede at være’ er et flot musikalsk værk og opfølger af debutten ’Så er det vel bare det …?’ fra 2017. Albummet minder mig om den store gotiske skønhed hos bands som Blonde Redhead og Mercury Rev, men kompositionerne står i skyggen af teksternes lidt for direkte facon.

Jeg gik længe med på devisen »There is no such thing as too much information, this is the information age« fra det amerikanske feministiske ikon Lena Dunham, men jeg stikker hovedet i jorden som en blufærdig struds, når Guldimund i den ellers blændende sang ’Brænder stadig’ synger: »Og når du vækker mig midt om natten og forlanger, at jeg knepper dig«, men han redder den akavede udmelding med den efterfølgende strofe »Du ved kun alt for godt, at jeg er brændt ud, men noget i mig brænder stadig«.

Jeg er begejstret for den nye musikalske mandlige inderlighed hos navne som First Flush og Fraads og hos mere hiphoppede følere som Hans Philip og Emil Kruse, der hviler i det poetisk følsomme og bekendende, men alligevel med en distance, der giver plads til lytterens fortolkning. Og jeg holder meget af musikeren Bisse og hans magiske realisme på det seneste, mesterlige album ’Tårefilm’, fordi hans sentimentalitet føles fiktiv, for eksempel på sangen ’Fyrretræ’, hvor Bisse konstaterende synger: »Et træ bli’r, hvor det er/Det er svært at forestille sig et træ med kærestesorger«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter