Fuglesang, militærets trompetsignaler og østrigsk dansemusik er ofte med i Gustav Mahlers store symfonier. Hverdagens lyde er med som en måde at skabe hele verdener på, der ligner vores, som lydrejser gennem byer og landskaber. Men sådan er det ikke i komponistens 8. symfoni. ’Tusindsymfonien’, som den kaldes, fordi den kræver enormt mange medvirkende, skaber i stedet en religiøs, abstrakt verden, hvor kristne ideer blandes med Goethes ’Faust’ i et langt intenst forløb, der slutter med en form for genopstandelse.
Det lyder måske højstemt og tungt, og sådan kan det også godt føles i begyndelsen, når man kaster sig ud i projektet. Men hvis man er villig til at investere tiden i et par gennemlytninger og er i besiddelse af en god portion koncentrationsevne, er der også en anderledes musikoplevelse som belønning i den anden ende.
