Selv om man lytter til ny musik med nok så åbne ører og et åbent sind, lytter man vel også altid med alt det, man tidligere har hørt – forsøger helt automatisk at placere den et meningsfuldt sted. Popmusik handler i høj grad om tryghed, om at finde sikkert hjem i sangen. At forestille sig en lyd, der ikke refererer til noget, man har nogen erfaringer med, er en både skræmmende og umulig tanke.
L’Rains andet album, ’Fatigue’, placerer sig et sted midtimellem – mellem en eksperimenterende nulstilling af vanelytningen på den ene side og pop på den anden. Taja Cheek, der alene udgør projektet, har en baggrund i New Yorks kunstscene, men en del af ’Fatigue’ er indspillet i Sunset Sound-studiet i Los Angeles, hvor Beach Boys i 1966 indspillede ’Pet Sounds’. Det giver mening at tænke på – Cheeks vokaler flyder i flere lag gennem sangene på en måde, der får én til at tænke på Brian Wilson, på hans stemmearbejde, der blev skabt i det samme ekkorum af stenvægge, og i øvrigt på hans innovative måde at bruge kompositionsmusik på i et popunivers.
