Der kan ikke have været plads til én mere på natklubben Rust på Nørrebro i København, da Mew onsdag aften skulle til at gå på. Rummet er ikke meget større end en stor dagligstue, mens Mews lyd til gengæld er galaktisk. Det føltes både underligt og luksuriøst at skulle se bandet i dette alt for lavloftede lokale, og folk skulle lige finde ud af, hvordan det var at være mange mennesker samlet igen. Pludselig var alting ligesom i gamle dage, da Mew stille og roligt trådte ind på scenen.
En koncert med det gamle rockband her var næsten som at høre dem inde i en bil. Bortset fra at det lyder forkert at kalde bandet gammelt. Hos Mew er ungdommen evig: Jonas Bjerres uskyldsrene falset, der i øvrigt er intakt, musikkens vidunderlige humørsyge, kombinationen af et naivistisk udtryk og nogle komplekse arrangementer, en nærmest telepatisk forbindelse mellem trommer og guitar. Mew spiller stadig med nogle armbevægelser, der fægter præcist efter stjernerne …
