Verdensstjerner som Justin Bieber, Ed Sheeran og The Weeknd er nogle af de mest streamede artister i Danmark i 2021. Men toppen af listen taler sit tydelige sprog: Danskerne vil høre dansk rap.
I hvert fald når de tænder for musikken på Spotify. Gilli, den 29-årige rapper og sanger fra Rødovre, er for tredje år i træk årets mest streamede artist på tjenestens liste over danskernes musikforbrug.
Branco er lige i hælene på ham som den næstmest streamede artist, og på fjerdepladsen ligger Kesi – han må se sig overhalet af Justin Bieber i kampen om tredjepladsen.
Det samme billede tegner sig på listen over mest streamede sange, hvor ’Buongiorno’ af Kidd tager førstepladsen, mens ’Ibiza’ af gruppen B.O.C, som består af Benny Jamz , Gilli og Kesi, er nummer to.
Ingen kvinder at spore
I 2021 har der i flere medier, herunder Politiken, været bragt en række historier om underrepræsentationen af kvindelige artister i den danske musikbranche, og den skæve kønsbalance er altså også til at aflæse i listerne over danskernes streamingvaner. Der er således ikke en eneste kvinde på top-10 over årets ’mest streamede artister’. Det var der heller ikke i 2020.
Nu siger de fra: Kvinder i dansk musik skal være unge og 'fuckable', og der må ikke være for mange af demPå top-10 over danskernes mest streamede sange er der dog én kvinde at finde, nemlig Olivia Rodrigo. Hendes debutsingle, ’Drivers License’, ligger på ottendepladsen. På verdensplan er det årets mest streamede sang overhovedet, ligesom hendes album, ’Sour’, topper listen over mest streamede album globalt.
Streamingtallene fra Spotify sendes desuden ud i en uge, hvor streamingselskabet har fået kritik for direktør Daniel Eks millionstore investering i våbenteknologi. Det har fået hashtagget #BoycottSpotify til at trende på Twitter.
Se listerne her.
De 10 mest streamede artister i Danmark i 2021:
1. Gilli
2. Branco
3. Justin Bieber
4. Kesi
5. Ed Sheeran
6. The Weeknd
7. Benny Jamz
8. Drake
9. Artigeardit
10. Kanye West
De 10 mest streamede sange i Danmark i 2021:
1. ’Buongiorno’ af Kidd
2. ’Ibiza’ af Benny Jamz ,Gilli og Kesi
3. ’McQueen’ af RH
4. ’Stay’ af The Kid LAROI feat. Justin Bieber
5. ’Bad Habits’ af Ed Sheeran
6. ’Peaches’ af Justin Bieber feat. Daniel Caesar & Giveon
7. ’Er Her’ af Artigeardit & Kesi
8. ’Drivers license’ af Olivia Rodrigo
9. ’The Business’ af Tiësto
10. ’Montero (Call Me By Your Name)’ af Lil Nas X
fortsæt med at læse




























