De to amerikanske megastjerner Megan Thee Stallion og Big Sean er blevet sagsøgt for at krænke ophavsretten med deres sang ’Go Crazy’ fra 2020.
Det skriver medierne Rolling Stone og Pitchfork, der har set retsdokumenterne.
Det er to mindre kendte rappere fra Detroit, der går under navnene Duawn ’Go Hard Major’ Payne og Harrell ’H Matic’ James, der hævder, at hittet ’Go Crazy’ fra Megan Thee Stallions album ’Good News’ fra 2020 minder til forveksling om deres sang ’Krazy’ fra 2012, der kan høres her.
Ifølge anklageskriftet mener de to rappere fra Detroit, at blandt andet hittets titel, omkvæd, ordlyd, melodi og rumklang er »næsten identisk« med deres sang fra 2012, skriver Pitchfork. Det er ikke lykkedes mediet at få en kommentar fra hverken Megan Thee Stallion, Big Sean eller nogen af de to kendte rapperes repræsentanter.
Det fremhæves i anklageskriftet, at Big Sean besøgte klubber og barer i Detroit, hvor de to rappere Payne og James optrådte med sangen tilbage i 2012.
Payne og James ønsker med retssagen at stoppe enhver fremtidig krænkelse af deres sang samt at få alt overskuddet fra det nye hit og skadeserstatning, skriver Pitchfork.
Kunstneren 2 Chainz, der også optræder på sangen fra 2020, er ikke nævnt i anklageskriftet.
fortsæt med at læse




























