Røsten fra fortiden er hæs, men nærværende. Bob Dylan står sortklædt bag sit opretstående klaver. Som en spinkel mand med et spinkelt håb, der urokkelig som en klippe lader tidens mørke vand strømme udenom sig.

Vi er valfartet hertil. Ikke alene for at høre endnu en Bob Dylan-koncert, men måske ligefrem for at sige ret farvel. For det er vel sidste gang? Ja, vi ved det jo ikke. Bob Dylan er vanen tro tavs, når han ikke synger.