Den elektriske guitar får ofte ’skylden’, når man skal forklare, hvorfor rockmusikken er blevet sejlet agterud. Jeg har dog en lumsk mistanke om, at der også ligger andet bag den engang så almægtige genres deroute.
Hvor popmusikken har lært af hiphop og typisk opererer med et 1:1-jeg, der med sit luftede privatliv passer perfekt privat til de sociale mediers tidsalder, har rockmusikken en uopslidelig forkærlighed for en fortællende persona. Et jeg, der kan iklæde sig mange forskellige skæbner og knytter genren tættere til litteraturen og folkemusikkens ’ballademagere’ end til de sociale mediers opdateringer med seneste nyt fra privatsfæren.




























