Et nyt gennemsolidt album fra Jason Isbell føjer sig fint til hans hidtidige oeuvre, men det lægger ikke afgørende nyt til.

Springsteens arvtagers sange lyder, som om de slet ikke kan vente med at blive tæsket ud over en scenekant

Jason Isbell sidder godt og lunt i sædet omgivet af musikerne fra 400 Unit. PR Danny Clinch
Jason Isbell sidder godt og lunt i sædet omgivet af musikerne fra 400 Unit. PR Danny Clinch
Lyt til artiklen

Den elektriske guitar får ofte ’skylden’, når man skal forklare, hvorfor rockmusikken er blevet sejlet agterud. Jeg har dog en lumsk mistanke om, at der også ligger andet bag den engang så almægtige genres deroute.

Hvor popmusikken har lært af hiphop og typisk opererer med et 1:1-jeg, der med sit luftede privatliv passer perfekt privat til de sociale mediers tidsalder, har rockmusikken en uopslidelig forkærlighed for en fortællende persona. Et jeg, der kan iklæde sig mange forskellige skæbner og knytter genren tættere til litteraturen og folkemusikkens ’ballademagere’ end til de sociale mediers opdateringer med seneste nyt fra privatsfæren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her