Mens Rammstein i den forgangne weekend sluttede sommerens store og succesrige Europa-turné af i Bruxelles med endnu to udsolgte koncerter, fortsætter anklagerne mod den tyske gigant om seksuel udnyttelse af kvinder med at dukke op.
Indtil videre dog uden andre konsekvenser for Rammstein, end at der har været små demonstrationer uden for koncerterne og et par knuste ruder i gruppens hovedkvarter i Berlin.
Allerede ved turneens start i Vilnius i maj anklagede en ung irsk kvinde bandet for at have serveret drinks med drugs for hende ved en sammenkomst forud for koncerten og foreslå hende at have sex med forsangeren Till Lindemann. Sagen efterforskes stadig af politiet i Litauen, ligesom politiet i Rammsteins hjemby, Berlin, også undersøger anklager mod bandet. I ingen af tilfældene er der rejst sigtelse.
Når jeg ser fotos af mig selv fra dengang, ser jeg et barn. Jeg kan ikke forstå, hvordan to voksne mænd kunne ignorere det
De to store tyske medier Süddeutsche Zeitung og NRD (Norddeutscher Rundfunk) har gennem sommeren fortsat researchet i miljøet omkring Rammstein. Senest har medierne interviewet en nu 37-årig tysk kvinde, som drager keyboardspilleren Christian Lorenz, kendt som ’Flake’, ind i anklagerne. Hun siger til Süddeutsche, at tangentspilleren (dengang 36 år) havde sex med hende, mens hun var svært beruset, i sit hus uden for Berlin, hvor Till Lindemann (dengang 39 år) også var til stede.
»Når jeg ser fotos af mig selv fra dengang, ser jeg et barn. Jeg kan ikke forstå, hvordan to voksne mænd kunne ignorere det«, siger hun til Süddeutsche Zeitung.
Tilnavnet Kill Till
Avisen har fremlagt kvindens anklager og en research, der antyder, at flere i Rammsteins organisation var med til at rekruttere kvinder til sex primært med forsangeren Till Lindemann. Alle anklager afvises af organisationen, som henviser til advokatfirmaet Schertz Bergmann i Berlin, der systematisk truer alle, som nævner kritikken af Rammstein, med sagsanlæg. Som Süddeutsche Zeitung bemærker, har advokatfirmaet dog indtil nu ikke anlagt en eneste sag.
Ved gruppens koncerter i juli på Olympia Stadion i Berlin demonstrerede omkring 300 med skilte som ’Kill Till’. Henvisningen til Tarantino-filmen ’Kill Bill’ bestod af en opfordring til sangeren om at aflive sin ’toksiske maskulinitet’. Siden er Till Lindemann fotograferet i en T-shirt med samme tekst: ’Kill Till’.
Bystyret i Berlin forbød ’afterparties’ med Rammstein, men har afvist at forbyde deres koncerter. I Østrig har aktivister under hashtagget #KeineBühne für Rammstein (Ingen scene til Rammstein) protesteret mod de seneste ugers koncerter. Men bandet, som er blevet droppet af sit pladeselskab, Universal, har kunnet afslutte turneen uden problemer. Till Lindemann har dog ændret i enkelte tekster og advaret sine fans mod at tro på »onde tunger«.
På Rammsteins hjemmeside kan man nu læse: »Vi ser frem til at se jer igen næste sommer«.
fortsæt med at læse


























