Lyt til artiklen
»Bukserne strammer / Mit ego sidder som det skal« er en klassisk Katinka at åbne albummet med. Bramfrit, selvironisk og sårbart. Men også med et fleksibelt jeg, der får Katinka Bjerregaards bedste sange til at handle om meget mere end hende selv.
For er det kravet til kvindebilledet mere generelt, hun synger om på ’Jeg former mig’? Det kunne lige så godt være Lana Del Rey eller en anden kunstner, der er kendt for sin hudløshed og selviscenesættelse: »De snakker om ærlighed / mens jeg ta’r tøjet af / Jeg former mig / Uh Uh / Uafbrudt / Til jeg er det I vil ha’«. Det lidende smil får en bitter bismag, mens kravet til det uperfekte bliver endnu et perfekthedsideal.
