Larmende og behårede mænd, der burde være alt for gamle til den slags. Så sjofle, at de skulle have vasket munden med sæbe«. Sådan lyder – frit oversat – Grindermans selvironiske beskrivelse af Nick Caves nye gruppe. Det er ikke helt ved siden af. Det er musik med hår på, når Nick Cave ryster rødderne på ’Grinderman’. Det nye band er identisk med den mini-udgave af The Bad Seeds, som Nick Cave den senere tid har rejst rundt med. Med på rejsen har Cave violinisten Warren Ellis, trommeslageren Jim Sclavunos og bassisten Martyn Casey.

Cave spiller selv guitar, og i sine grimmeste øjeblikke som f.eks. ’No Pussy Blues’ føler man sig næsten hensat til dengang i 1980’erne, da den endnu ikke helgenkårede Nick Cave hærgede Berlin med bandet The Birthday Party. Strøm i stolen Siden 2001 har Nick Cave udsendt de tre meget ordrige plader ’No More Shall We Part’, ’Nocturama’ og ’Lyre of Orpheus/ Abbattoir Blues’. Udspil med mange fantastiske sange, hvor især tekstforfatteren Nick Cave har været i fokus. Hvad Cave tilsyneladende måske har savnet mere end lytterne har været en umiddelbart samlende musikalsk kerne. Den finder han uden omsvøb på ’Grinderman’. Det kunne godt lyde som en fortærsket strategi at ville genfinde inspirationens gnist ved at vende sit midaldrende blik tilbage mod sin ungdoms primitive rødder og hektiske energiforsyning. Sådan er min umiddelbare konklusion efter at have siddet og hørt de to første numre ’Get It On’ og ’No Pussy Blues’. Men så kommer ’Electric Alice’, og så kan det ellers nok være, der kommer strøm i stolen! En energiforsyning Et lumsk danderende mareridt af en sang, hvor åbningslinjerne »Don’t the stars look good tonight / Don’t Electric Alice in the pale moon light/ Don’t the moon look big and bright« bliver ledsaget af en violin, der lyder som diskret kattetortur i en skummel baggyde.