0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritik Grimt, beskidt og befriende udspil fra Nick Cave

Nick Cave søger ny inspiration i sine gamle, beskidte rødder. Det går ikke stille af.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anders Birch
Foto: Anders Birch

Nick Cave gav i København prøver på sit alsidige talent i 2005.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Larmende og behårede mænd, der burde være alt for gamle til den slags. Så sjofle, at de skulle have vasket munden med sæbe«. Sådan lyder – frit oversat – Grindermans selvironiske beskrivelse af Nick Caves nye gruppe. Det er ikke helt ved siden af. Det er musik med hår på, når Nick Cave ryster rødderne på ’Grinderman’.

Det nye band er identisk med den mini-udgave af The Bad Seeds, som Nick Cave den senere tid har rejst rundt med. Med på rejsen har Cave violinisten Warren Ellis, trommeslageren Jim Sclavunos og bassisten Martyn Casey.

Cave spiller selv guitar, og i sine grimmeste øjeblikke som f.eks. ’No Pussy Blues’ føler man sig næsten hensat til dengang i 1980’erne, da den endnu ikke helgenkårede Nick Cave hærgede Berlin med bandet The Birthday Party.

Strøm i stolen
Siden 2001 har Nick Cave udsendt de tre meget ordrige plader ’No More Shall We Part’, ’Nocturama’ og ’Lyre of Orpheus/ Abbattoir Blues’. Udspil med mange fantastiske sange, hvor især tekstforfatteren Nick Cave har været i fokus. Hvad Cave tilsyneladende måske har savnet mere end lytterne har været en umiddelbart samlende musikalsk kerne.

Den finder han uden omsvøb på ’Grinderman’. Det kunne godt lyde som en fortærsket strategi at ville genfinde inspirationens gnist ved at vende sit midaldrende blik tilbage mod sin ungdoms primitive rødder og hektiske energiforsyning. Sådan er min umiddelbare konklusion efter at have siddet og hørt de to første numre ’Get It On’ og ’No Pussy Blues’.

Men så kommer ’Electric Alice’, og så kan det ellers nok være, der kommer strøm i stolen!

En energiforsyning
Et lumsk danderende mareridt af en sang, hvor åbningslinjerne »Don’t the stars look good tonight / Don’t Electric Alice in the pale moon light/ Don’t the moon look big and bright« bliver ledsaget af en violin, der lyder som diskret kattetortur i en skummel baggyde.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere