Der er noget befriende over en kvinde, der ikke prøver at være lækker. Sådan en er den 21-årige rapper Lady Sovereign fra London. Med et bryst så fladt som et strygebræt og håndværkerhængerøv komplet med femkroneautomat skiller Englands p.t. mest berygtede og hypede rapper sig ud fra det glansbillede, der ellers regerer blandt hiphopartister i disse år. Og gør tilmed grin med sin aseksualitet. Det stærkt forsinkede debutalbum er lavet hos rapsuperstjernen Jay-Z i USA. Mange af numrene har været udgivet som singler, bl.a. nummeret ’Love Me Or Hate Me’, der kan høres i reklamer på tv i øjeblikket. Sovereign bekender sig til den rå, britiske grime-rap med larmende produktioner og højt tempo, perfekt til fester på stenbroen.
Hun har aldrig lagt skjul på sin ’white trash’-baggrund, og som en anden (f)eminem udstiller hun det endda med tekster som: »It ain’t about the tea and biscuits, I’m one of those English misfits/ I don’t drink tea I drink spirits, and I talk a lot of slang in my lyrics«. Det er ren havnearbejder-snak. Nye numre dårligere end de gamle Musikken blander rap, garage og grime til en særegen blanding, der kun kan kategoriseres under L for Lady Sovereign. Hun er så britisk som Union Jack med dobbelttempo cockney-engelsk og »oii«-råb. Desværre kan turen til USA høres visse steder som f.eks. på ’Those Where the Days’ – et forfærdeligt retroforherligende nummer om barndommens glade dage i ghettoen.
