Det er ikke den klare, blå himmels skyld, at fyren i Teddy Thompsons sang 'I Should Get Up' er krøbet i hi. Det er et indre gråvejr, der holder ham sengeliggende. Hvad han udmærket selv kan se det absurde og patetiske i. Han har svært ved at holde sig ud. Lige præcis den uskønne selvindsigt løber gennem mange af Teddy Thompsons sange på hans andet album 'Separate Ways', og den betyder, at hans selvmedlidende grundstemning er sværtet til med en ordentlig skovlfuld sort humor. Teddy Thompson er engelsk og søn af det fraskilte folkrock-par Richard og Linda Thompson, men det kan man næsten ikke høre på 'Separate Ways. Ganske vist er faderens altid imponerende detaljerige guitar gæst på nogle numre, og moderens høje, klare stemme synger duet med sønnen i et afsluttende nummer. Men Teddy Thompson lyder mere, som var han i familie med 70'ernes intimt betroende parforholdsanalytiker Jackson Browne. I 'I Wish It Was Over' synger han »whenever I'm sober, I treat you like hell« på en medrivende, melodisk måde, der ville have passet fuldkommen til Brownes album 'The Pretender' fra 76. Med sin grødede, lyse stemme minder Teddy Thompson andre steder om en mindre teatralsk variant af Rufus Wainwright, og faktisk synger søskendeparret Rufus og Martha Wainwright florlet kor i nogle af sangene. The Wainwrights er 2. generationsmusikere, ligesom Thompson er det, og det samme er sjovt nok korsangeren Jenni Muldaur. 'Separate Ways' er nu først og fremmest Teddy Thompsons album. Og han er rigtig god til at fortælle om at have det pinligt elendigt.