Glam og glitter er stoffer, der kan pynte rock op pop gevaldigt op for en tid. På udgivelser som ’Black Cherry’ (2003), ’Supernature’ (2005) og remixalbummet ’We Are Glitter’ (2006) har duoen Goldfrapp brugt glitrende dance og disco til at skabe forførende popmusik med Alison Goldfrapps stemme i centrum.
Men glam og glitter er også gejl, der har sine begrænsninger, både stilistisk og emotionelt. Det er vanskeligt at pakke blide vuggeviser for voksne ind i glamrock uden at give dem et ironisk skær.
Ligesom det er svært at gøre billedrige sangdigte om menneskers og andre eksistensers forhåbninger uforlorne, hvis man dypper dem i similiblinkende glitter og giver dem et rytmisk åndedræt, der ventilerer som en frækt blinkende discokugle.
Forundring og glæde
På Goldfrapps fjerde studiealbum, ’Seventh Tree’, har duoen droppet de musikalske pailletter og sølvstiletter til fordel for psykedelisk og eventyrlig pop. Er man ikke advaret om forandringen, virker den som et chok, første gang man som Goldfrapp-fan lytter til den. Men forbavselsen afløses hurtigt af forundring og glæde.
For Goldfrapp uden glampoppens fake-metaller er et generøst arrangeret og spillet eventyr, der igen og igen undervejs sender hilsner til den gennemgående inspirationskilde: Kate Bush.
Det er Alison Goldfrapps atletisk udfordrende fraseringer, det er hendes stemmes følsomhed, og det er også numrenes blanding af naivitet og abstrakt ambition, der får ’Seventh Tree’ til at lyde som et værk, der nyder at referere til Kate Bushs ’Hounds of Love’ fra 1985. Med taktvis opbyggede fortællinger, der kulminerer i orkestrale klimaks.
Eventyret kommer til syne
Hos den unge Pink Floyd-inspirerede Kate Bush på ’Hounds of Love’ var forløsning af kvindens seksualitet helt centralt i blandt adskillige andre numre en sang som ’Running Up That Hill (A Deal With God)’.
I Goldfrapps eventyr på ’Seventh Tree’ er der mere fokus på menneskesjælens drøm om at blive forløst fra overflødige stimulanser (’Happiness’ og ’Monster Love’) og acceptere sig selv, trods alt (’Eat Yourself’). Men anstrengelserne formidles i et musikalsk sprog, der får flosklerne til at vige, så eventyret kommer til syne.
Sødt men griber ikke
Det er egentlig lidt småondt over for El Perro Del Mar at høre hende oven på Goldfrapp. For mens Goldfrapp er et verdensnavn, der bruger strygerorkester, korsangere, akustiske guitarer med meget mere, er El Perro Del Mar blot sit eget svenske jeg. Alias den elektroniske musiker Sarah Assbring.
Hendes nye og andet album ligner skitser, man kan høre som baggrundsmusik uden at føle sig hverken for forstyrret eller for inspireret. Det er sødt, sjovt og talentfuldt, men det griber ikke, som Goldfrapp gør.
