Det er ikke, fordi Supergrass ikke kan spille. Det gør Oxford-gruppen glimrende. Samspillet er kontant og kompakt, og ambitionerne om at finde tilbage til glitrende glamrock og saftig klassisk rock’n’roll går i opfyldelse.
Med sin energiske, ru kæft er Gaz Coombes også stadig en lige så bemærkelsesværdig vokalist som dengang i 1995, hvor Supergrass debuterede og brød igennem med albummet ’I Should Coco’.
Alligevel er der afgørende forskel på gruppens plader. I begyndelsen var der en herlig, skødesløs jubel over bandets blanding af britisk rock og punk. I dag er der noget ucharmerende konformt over måden, de genbruger glamrock og tidlig rock’n’roll.
Lyden af mental overvægt
Besøg tilbage til ældre genrer virker som spændetrøjer om sange, der kredser om en længsel efter at udvikle sig og være i stand til at sanse noget større end sig selv. Et sted synger Coombes selvironisk om at lide af »mental overvægt«.
Hvis det kan oversættes til at spekulere og beregne sig tung i hovedet for at undgå at begå fejltrin, afspejler det egentlig meget godt lyden på det meste af ’Diamond Hoo Ha’.
