Honesty that’s what it is«.
Ærlighed varer længst, siger man. Men i kunstens verden er det så sandelig en sandhed med modifikationer. For ærlighed er på mange måder en højst risikabel valuta. Ærligheden i betydningen at være tro imod sig selv er guld værd. Men hvis ærlighed er ensbetydende med at stå åbent og ærligt frem med sine budskaber i banal råform frem for at formulere dem poetisk, går man galt i byen.
Det er i høj grad, hvad der sker for Saybias tekstforfatter, Søren Huss, på gruppens nye album ’Eyes on the Highway’.
Ærlige tekster i den forkerte side af kunstens sidebane
Her ligner ligefremme, ærlige paroler som »people get killed on our behalf/ I can’t cope with that« sympatiske selvmål.
På ’Eyes on the Highway’ er ærligheden som en modkørende tungtlastet truck i den forkerte side af kunstens kørebane.
Bevidst eller ej synes Saybias tredje album at henvende sig til et ungt publikum. Og hvem ved, måske vil linjer som »It’s not my life that’s obsolete/ It’s youth, my youth« vække genklang hos et – meget – ungt publikum. Som måske også vil vide at sætte pris på musikkens kurs?
Væk fra Coldplay
Der er stor interesse blandt de unge for fortidens rockmusik, og det er ikke mindst her hos 1970’ernes progrock og 1980’ernes mere svulstige orkestre, at Saybia synes at have fundet sin inspiration denne gang, hvor Saybia i begyndelsen var utilsløret inspireret af Coldplay og dygtigt gjorde opmærksom på, at der ikke mindst takket være Søren Huss’ smukke vokal og gruppens letflydende sammenspil sagtens kunne være brug for og plads til en dansk Coldplay-variant.
Den klirrende pianointro fulgt op af et svævende guitarriff viser på titelnummeret, at Coldplay stadig er en vigtig inspiration, men Saybia prøver på ’Eyes on the Highway’ at finde nye veje og blande affærerne. På ’Pretender’ er Jeff Buckley-inspirationen for risikabel til at lykkes, mens gruppen på ’Godspeed into the Future’ ganske lovende prøver kræfter med en mere hårdt rockende variant af sig selv. Hele vejen igennem nyder man gerne det fornemme håndværk, men den mere melankolske ’A Way Out’ falder tungt.
Saybia fanget på mellemhånd
’Eyes on the Highway’ er en ublufærdigt pompøs rockplade, der fungerer bedst i kraft af arrangementernes store armbevægelser. I forlængelse heraf er det flere steder opmuntrende at opleve Søren Huss (f.eks. på ’Angel’) virkelig udvide sit register og råderum.
Der er et imponerende schwung over Saybia, når de er bedst, men når sangene rammer mindre rent end tidligere, så skyldes det nok så meget, at kursen er tøvende og melodierne ikke tilstrækkelig stærke. Og slet ikke stærke nok til at overdøve de ærlige banaliteter, som måske nok er mere sympatiske end mange intetsigende lalle-tekster, men ikke nødvendigvis mere velfungerende.
Saybia havde en egen skønhed som Danmarks svar på Coldplay. Nu er tiden rykket videre og Saybia fanget lidt på mellemhånd. De har valgt at se bagud. Hvem ved, måske er ’ung på en gammeldags måde’ det nye nu?
fortsæt med at læse
