At dømme efter singlen 'Is It Any Wonder?', som vi har kunnet nyde i nogle uger, er der god grund til at nære større håb end frygt til det andet album fra den britiske succestrio Keane. Det unge band debuterede i 2004 med 'Hopes and Fears', som er solgt i over 5 millioner eksemplarer og kanoniserede Keane til et af de allerstørste navne i England. Med den lidt usædvanlige besætning bas, keyboards og trommer satte Keane fra det landlige Sussex sig igennem i kraft af mindeværdige melodier med romantiske, let naive tekster, eminent fortolket af Tom Chaplin med den magtfulde stemme. Tilsyneladende er Keane kommet lidt længere end til den blåøjede romantik. Singlen tager sig ud som en oplagt slagsang for en ny generations gryende bevidsthed og protester mod de politiske magtmænd i den vestlige verden. Men desværre er der ikke noget, der kan matche den på 'Under the Iron Sea'. Tværtimod vader Keane i fodformede sko videre ad den sti gennem den økologiske havremark, bands som Coldplay og Travis har banet. Med voksne, pompøse og kedelige sange som eksempelvis 'Atlantic'. Under foregivende af at præsentere den nye og mørkere side af Keane vokser de numre som spærreballoner i halsen. Og man irriteres over monotonien i Keanes måde at skære alle sangene på - pænt trippende trommer, klaveret og et omkvæd, der i ni ud af ti tilfælde lader tonerne stige, så melodien fiser til himmels uden rigtig at bide sig fast. Der er undtagelser i form af rigtige, enkle og vedholdende ballader som 'Try Again' (med en dirrende intens vokal fra en næsten bønfaldende Tom Chaplin fra et sted, der minder om parforholdets endelige skibbrud) og 'Hamburg Song' og den poppede 'Crystal Ball'. Fans af 'Hopes and Fears' vil holde af 'Under the Iron Sea', der i høj grad fortsætter linjen med den komprimerede energi, den let postulerede melankoli og de opstemte omkvæd. Sange som 'Leaving So Soon' og 'Nothing in the Way' indeholder alle Keanes kendte kvaliteter, og kan man stille sig tilfreds med det, vil man elske at følge med her i grænselandet mellem U2 og Coldplay. De, der havde ventet noget andet og mere af trioen, må vente videre. Keane er fortsat mere snarere en clean formel end en vildtvoksende rockgruppe.