De er bestemtikke lette at blive kloge på, skotske Primal Scream. Kursen synes at flakke mellem elektroniske eksperimenter og rockens allermest arketypiske klicheer. Mellem rullesten og gigabytes så at sige. Denne gang, på album nummer 8, bider sanger Bobby Gillespie sig - atter - fast i frakkeskøderne på Rolling Stones og snerrer sig fra den position ellers overbevisende igennem det på alle måder veloplagte åbningsnummer, 'Country Girl'. Pigen fra landet danser ind med en fyrig melodi, båret frem af mandoliner og eksplosive guitarer. For straks at få selskab af endnu en velvoksen kliche i skikkelse af den swingende 'Nitty Gritty', hvorpå Gillespie brølende erkender: »I feel like Christ on the cross with a loaded gun«. Halleluja, kan man vel kun tilføje til det billede af den korsfæstede Kristus med en varm pistol i den hånd, der vist ellers nærmest var sømmet fast til træet. Værre bliver metaforerne i 'Suicide Sally & Johnny Guitar', hvori rockmytologien for alvor kammer over for Gillespie og co. »Amphetamine John shot a hole in his head/ Run out of favours and run out of friends/ Baby baby! Doin' alright«. Logikken er måske lidt svær at få øje på. Sangen handler angiveligt om skandaleramte Pete Doherty og den britiske tabloidpresses forfølgelse af ham. Men alligevel ... nonsens er det. Retfærdigvis har Primal Scream heller aldrig nået sit publikum i kraft af dybsindig lyrik. Og den rastløse energi, der presses op omkring sangene her, er intakt, selv om instrumenteringen mildest talt er en anden end på det fire år gamle 'Evil Heat'. 'Riot City Blues' er en musikalsk kærlighedserklæring til Rolling Stones, som de lød i tiden omkring 'Exile On Main Street' og stadig lyder på en god dag. Årsagen til det,der stilistisk set er en tilbagevenden til albummet 'Give Out But Don't Give Up' med singlehittet 'Get Your Rocks Off', kan man kun gætte på. Klicheer som den om tilbage til rødderne og den om den gamle kærlighed, der aldrig ruster, er under alle omstændigheder gangbare. Tilbage er en dejlig tilgang til den gamle rock. Skal man stjæle fra Stones, The Small Faces, T-Rex og 13th Floor Elevators, kan man lige så godt gøre det med stil og et smil. Nægtes kan det i hvert fald ikke, at Primal Scream swinger på klicheernes hofbal, så man fuldstændig glemmer, hvor uhørt det egentlig er at komme anstigende med en titel som eksempelvis 'We're Gonna Boogie' i det herrens år 2006. Man har alt for travlt med at danse boogie til mundharpens skubbende rytme og glæde sig til gruppens koncert i Roskilde, hvor der helt sikkert vil blive brug for festskrud og dansesko. Iført vendekåber skal vi feste på broen over Primal Screams tilsyneladende uforenelige musikalske bifloder. Lad os gøre, som Bobby Gillespie synger i endnu en af sine verbale genialiteter, 'Dolls (Sweet Rock and Roll)': »Let's have a good time, sweet rock'n'roll«.