Rock'n'roll. Næsten uanset hvad man måtte forbinde med begrebet af løssluppen el-guitar, stjernenykker og selvdestruktiv opførsel, så inkarnerede The Libertines det i sin korte, glorværdige karriere. Med to hovedpersoner tæt viklet ind i hinanden på konstant kollisionskurs måtte det gå galt. De to sangskrivere og guitarister Pete Doherty og Carl Barat nærmest fløj hvert til sit. Den utilregnelige stofmisbruger Doherty var først ude af starthullerne. På umiskendelig kamikaze-kurs med et ujævnt, men i mine ører uimodståeligt debutalbum 'Down In Albion' fra hans The Clash-inspirerede band Babyshambles. Nu svarer Barat med Dirty Pretty Things, der på mange måder er den direkte fortsættelse af The Libertines. Bag ved trommerne sidder således stadig Libertines-trommeslageren Gary Powell. Beskidt gyngende og meget engelsk rock. Kontant guitarrock med masser af punkfornemmelse. Vældig velegnet til en times hidsig aktivitet på scenen. Numrene har den særlige karakter af beskidte knaldperler. Men selv om der er stridbart seje sange som 'Bang Bang You're Dead', 'If You Love A Woman' og 'Blood Thirsty Bastards' på tapetet, er der noget, der mangler. Noget karisma. Noget uforudsigelighed. Noget, som får den punkede 'You Fucking Love It' til at lyde som en mellemting mellem en snerren og et slag i luften. 'Waterloo' er et tættere og mere helstøbt album end 'Down in Albion'. Fans af The Libertines vil have mange gode grunde til at holde af det. Men jeg savner den skælven midt i festen, der gjorde The Libertines til noget mere end et målrettet neopunkfænomen.