Med 'Undertow' og 'Aenima' manifesterede Tool sig midt i 1990'erne som det måske mest ambitiøse og mesmerisk massive heavyband i tiden efter Metallicas skelsættende sorte album fra 1991. Uden at negligere heavyrockens 'Wagner-element' satsede amerikanske Tool på en kompromisløs malmfuld og sort understrøm af tung lyd. Tool var fra starten et band, der inviterede indenfor i et dunkelt univers, men fandt nye veje ved at blande tonstung heavy metal med et mere syret, søgende spor med rødder i salig Zeppelin. Tool forfølger begge spor på '10.000 Days', men det kniber med at få dem til at mødes. '10.000 Days' er gruppens første album siden det fem år gamle 'Laeteralus'. I mellemtiden har hovedmanden og sangeren Maynard James Keenan haft solid succes med side-projektet 'A Perfect Circle'. Spørgsmålet er, om det også i fremtiden vil have status som sideprojekt. '10.000 Days' har ganske vist umiddelbart i lyd og indpakning format som det store album, gruppens fans utålmodigt har ventet på. Men der sluttes ingen cirkel. '10.000 Days' er blevet noget så paradoksalt som en flaksende monolit. Et detaljerigt, syret lydshow opført på baggrund af en utilnærmelig blok sort marmor. '10.000 Days' spænder over hele det tunge register fra det speed-spillede åbningsnummer 'Vicarious' over de lange suite-orienterede 'Wings Of Marie /10.000 Days' til det elegiske 'Lost Keys (Blame Hoffman)', hvor mystisk ursnak glider over i en mediterende guitarbæven under himmelkuplen. Det mystiske element, drømmen om at fremmane William Blake med en el-guitar, er et af rockmusikkens gamle ønsker. Det er også en drøm, der ofte fører til en voldsomt selvhøjtidelig og indesluttet rockmusik, og her er '10.000 Days' ikke en undtagelse. Der er ikke sparet på indpakningen, og som produktion er '10.000 Days' lydmæssigt en blændende flot plade. Der er noget næsten statuarisk over instrumenterne på et nummer som 'The Pot'. Guitaristen Adam Jones er den helt dominerende figur. Næppe et nummer begynder uden en sonisk signatur, der lokker nysgerrigheden indenfor. Men her er det så til gengæld, som om man bliver hægtet af på dørtrinnet, synes jeg. Lyden er blank og udadvendt, men energien vender den anden vej. Tool har selv produceret, men en producer, der kunne have mejslet de enkelte sange ud af det tætte, musikalske grundstof, er savnet. Med arrangementer, der bliver ved og ved, hævder Tool med sit musikalske kropssprog at have lavet et værk af de store. De mange mumlende antydninger og de komplicerede arrangementer skal også nok blive gransket af Tools mange fans inden gruppens koncert på Roskilde. Der gemmer sig utvivlsomt mange flere lag i tekst og musik, hvis man har tid og tålmodighed til den helt store metallurgisk-arkæologiske indsats. Men sangene mangler. Sangene og en fokuseret koncentration omkring en lyds malstrøm. Og så bliver hovedværket, hvor det var til at begynde med: inde i hovedet på Tool.