Altid rart at hygge sig. Knap så sjovt at stå uden for vinduet og se de andre råhygge sig derinde i varmen. I dette tilfælde i 'The Living Room' på New Yorks Lower East Side, hvor Norah Jones hygger sig med fritidsbandet Little Willies med håndlunede versioner af sange fra det vilde, milde vesten skrevet af mestre som Hank Williams, Fred Rose, Kris Kristofferson og Townes Van Zandt. Hold da op, hvor de hygger sig! Norah og hendes faste legekammerater Lee Alexander og Dan Rieser suppleret med guitaristerne Jim Campilongo og Richard Julian. Den særlige sødme og smidige renhed, der gør Norah Jones til noget helt særligt som soloartist, er kun en gradbøjning fra dydighedens mere ordinære kvaliteter. Hvor tæt, står hurtigt klart på 'The Little Willies', hvor hendes stemmes klang er stort set ene om i glimt at løfte musikken op over de absolutte almindeligheder. Som det sker så nydeligt på gruppens egne 'Roll On' og 'Easy As The Rain'. To sange, der ikke kræver mere end en yndig hånd og lidt følsomhed for at fungere og derfor rent faktisk gør det. Willie Nelsons 'Night Life' bliver køn og trods en lækker guitarsolo helt igennem utroværdig og røgfri. Det er heller ikke ligefrem flaskens ånd, Norah Jones slipper ud på den uhyggeligt gæve 'I Gotta Get Drunk'. Problemet er helt grundlæggende, at disse med garanti pæne og søde unge mennesker absolut intet har, der ligner personlig vinkel eller indhøstet erfaring at tilføre sange som 'I'll Never Get Out Of This World Alive' eller 'Tennessee Stud'. Målet med 'The Little Willies' var en uhøjtidelig hyggestund. Resultatet er tæt på renskuret kedsomhed.