Martin Hall færdes i sit helt eget univers. På 'Facsimile' uden mere end minimal antydning af splittelse mellem eksperiment og pop. Så afklaret et æstetisk udtryk, at musikken i stræk opleves som nær verdensfjern. Stemmen så lys som noget, der som frysetørret lys strømmer ind igennem et vindue. En stemme næsten løsrevet fra forestillingen om en krop. Et pust af forstøvet parfume med det fine franske navn 'Elegi'. Med åbningslinjerne »habits that I just couldn't break/ caught within the frame of my ways« er Hall tilsyneladende fast forankret på sin egen analytiske briks. Men det erklærede jeg viger. Som et spøgelse i musikmaskinen glider det i baggrunden og erstattes af et du og et hun. Næsten som forestillingen om en popsangs iscenesættelse blidt skubbes i baggrunden af klang og hvisken. Et klassisk instrumentaltema folder sig romantisk ud over to minutter, inden det via et kirkeorgel af tvivlsom karakter glider over i den 8 minutter lange kærlighedserklæring til kvinden i 'Torn Envelope'. Der er efterhånden bygget stort op til den grande finale; 'Tu Es Mon Image'. 7 minutter på fransk, hvor Martin Hall synger, mens Efterklang i forlængelse af Halls egen 'Mimic' skaber en musik, der lyder som en drøm og som dryppende istapper i glemte haver, som åbner en port til en anden verden, der er Martin Halls. Moderne og eksperimenterende og samtidig fortabt og forgabt i en verden af svundne verdener. Hånd i hånd med elektronikken bevæger man sig ind i zenhaven, ind i Eliots rosenhave. 'Facsimile' er et nyromantisk værk, der vil vriste sig fri af popmusikkens mere vulgære aspekter. Samarbejdet med Efterklang i så henseende bliver en naturlig kulmination. Det kunne også være et logisk første skridt til videre udforskning.