En af årets første gode overraskelser er kvartetten Marie Key Bands debutalbum, der noget akavet hedder: 'udtales ('kæj)'. Men så er udtalen af et efternavn på plads - et efternavn, der ikke bliver glemt med det samme. Det er nogle mundrette, særprægede historier, den 26-årige sanger, sangskriver og guitarist fortæller om relationer mellem forældre og børn, bedsteforældre og børn og for eksempel om mennesker, der bliver kærester, eller andre, der går fra hinanden. Alt det er i forvejen velbeskrevne emner, men Marie Keys måde at beskrive dem på har sin egen, danske tone. Den er lun og let, men alligevel alvorlig indeni, og der leges med genrerne fra jazzpop til rock & rul, folk og også jydecountry. Følelserne overbeskrives ikke, når et barnebarn har svært ved at stille mormor tilfreds (i 'Mormor'), eller når en far ønsker sig en bomstærk 5-årig i stedet for en dreng, der hellere vil gå til dans (i 'Per'). Hos Marie Key kommer de filtrede relationer forsigtigt rørende ud af musikken. Flere af de langsomme sange mangler udadvendte melodier, men variationen er en af debutens pointer. Uden en stille danskpopsang som 'Blomstersangen' ville 'Hamburg Blues' måske have været for kæk. Nu er fortællingen om mødet mellem en fyr fra Texas og en pige fra Hobro både øm og skæg, som den afleveres i energisk westernridt. »Hun siger hun hedder Lonni og han siger han hedder Ben / hun siger undskyld jeg er fra Jylland kan jeg få den igen«, synger Marie Key listigt. Sådan får man det let med albummet: Man kommer til at høre sangene igen. Og igen.