Det er som regel blodig alvor, når den ekstremt hudløse Power åbner sig på vid gab. På 'The Greatest' forlader hun det skrabede og skramlede lydunivers fra milepælen 'You Are Free' (2003) for, som Jenny Lewis, at nærme sig et mere traditionalistisk inspireret lydbillede. På 'The Greatest' er Cat Power taget til Memphis og har indspillet med garvede musikere, der har spillet med Al Green og Booker T. & The MG's. Det er den åbne, orkestrerede sydstatslyd. Der er plads til en fløjten og et slentrende groove. På 'Hate' lyder Cat Power imidlertid som hun plejer. En hård lille sang med hendes støvet-sårbare stemme i centrum kun akkompagneret af en minimalistisk guitarklimpren. Det er så småt, at det er kæmpestort. 'The Greatest' lyder imidlertid overordnet mere som 'rigtig' musik. Det begynder yppigt og poetisk på titelnummeret med svanedunsbløde strygere, der i en efterklang af 'Moon River' udvikler sig til en typisk Cat Power-nummer med et attraktivt atypisk akkompagnement. I Inden albummet slutter mesterligt med den hypnotisk vuggende, muskuløse 'Love & Communication' har Cat Power sunget 'Living Proof', så der er direkte forbindelse mellem strygerne og tårekanalen. Men ind i mellem disse yderpunkter er der for få tilfælde, hvor den mere omfangsrige og traditionelt orienterede musiceren opleves som en gevinst. Den lettere spøgelsesagtige klang pakker sig beskyttende om sangene, snarere end fortætter dem. Det hele er sådan lidt mere afslappet. Ja, 'Islands' nærmer sig en slags afart af det charmerende. Men Cat Power er bedst med huden spændt til bristepunktet. På 'The Greatest' passer hun måske bedre på sig selv. Derfor bliver det måske nok originalt som altid, men alligevel også Power på halv kraft.