Skulle man komme forbi Malis hovedstad, Bamako, er det vist en rigtig god idé at finde vej til Salif Keitas natklub. Her testede den vestafrikanske superstjerne sangene på sit nye album, 'M'Bemba', på et publikum, inden han indspillede dem i sit eget studie i Bamako. Hvis lyden i klubben var bare tilnærmelsesvis lige så god som på albummet, må det publikum have været nogle nærmest ekstatiske forsøgskaniner, for 'M'Bemba' er et af Salif Keitas bedste soloalbum, siden hans første i eget navn udkom i 1987. 'M'Bemba' forsoner den akustiske side af Salif Keita med den dansable. Musikken er livligt facetteret, men samtidig er der så mange åndehuller i arrangementerne, at Keitas kæmpestemme har plads til at funkle i sin bemærkelsesværdigt lysende og lidt kornede klang. Salif Keitas stemme er som et bragende flot og fyldigt messinginstrument, der ikke er blevet blankpudset for nylig. Hvis den kommer i alt for syntetisk og glatproduceret selskab, kan den skurre, og det er den førhen blevet udsat for. Men ligesom den var det på det akustiske album 'Moffou' i 2002, er stemmen på nyheden 'M'Bemba' omgivet af toner og rytmer, som den tilsyneladende ubesværet fører lange, musikalske samtaler med. Udtrykket er mere ekspressivt på 'M'Bemba' end på 'Moffou', og man har hele tiden på fornemmelsen, at det er Salif Keitas vokal med sin elegante og avancerede rytmefornemmelse, der dikterer sammenspillet og bringer melodierne frem. Sådan virkede det også, da Keita for to et halvt år siden optrådte på Roskilde Festivalen med orkester og korsangere. Han var det sceniske midtpunkt, det var næsten umuligt at få øjnene fra, og det skyldes ikke blot, at han ser mere mærkelig ud end de fleste. Salif Keita er albino. Han bærer sin besynderlige udstråling fornemt, og han bruger også live sin musikalitet med en værdighed, der virker kongelig eller gejstlig. Faktisk er Salif Keita ud af en gammel, malisk kongefamilie, der betragtede det som en synd, at han brød med kastesystemet ved at insistere på at blive musiker. I titelsangen på 'M'Bemba' beder han om tilgivelse blandt dem, der stadig ikke kan acceptere, at han 17 år gammel rejste fra fødebyen Djoliba for at blive musiker i Bamako. Hans far var den strengeste kritiker af sønnens kærlighed til musik. Salif Keitas forhold til faderen var rædselsfuldt fra fødslen. Faderen ville ikke vide af ham, fordi han er albino. På flere måder var det på trods af sine vilkår, at Keita fra slutningen af 1960'erne begyndte at opnå anerkendelse som sanger. Først som medlem af Super Rail Band, siden i rivaliserende orkestre og endelig fra midten af 80'erne som solist. I 1984 flyttede han til Paris for at fremme sin solokarriere. Syv år senere blev han som den første afrikanske bandleder grammy-nomineret og det for sit tredje soloalbum, 'Amen'. Yderligere nogle år senere begyndte han igen at arbejde noget af tiden i Malis frodige musikmiljø. 'M'Bemba' er udkommet i hans 56. år, og det er et album, der reflekterer mange af hans musikalske erfaringer uden derfor at fremstå stilspringende. På 'M'Bemba' høres reggaestjernen Buju Banton i en birolle som sanger på et enkelt nummer. Også maliske Toumani Diabatés virtuose spil på strengeinstrumentet kora høres, og stilmæssigt er der anelser af både caribisk og sydeuropæisk musik. En enkelt komposition kan indeholde den halve verden, men det er måden, den fortolkes på, der gør indtryk. Den flydende kommunikation mellem bløde korstemmer, delikate strenge, kalejdoskopiske percussioninstrumenter og Salif Keitas egen fortællende vokal gør 'M'Bemba' til et album, det kræver noget ekstraordinært at løsrive sig fra. Som for eksempel en billet til en koncert med Keita og orkester på natklubben i Bamako?