Efetr 'Cold Rose' og 'Jacksonville City Lights' er '29' det tredje (!) album fra Ryan Adams i 2005. Da 'Cold Roses' var et dobbeltalbum kommer den dødsforagtende 31-årige amerikaner tæt på at have indspillet 50 sange i 2005! Tilstrækkelig mange af dem er så gode, at der teoretisk set kunne have gemt sig et fantastisk album i stakken. Men sådan spiller hverken klaveret eller guitaren for den hyperaktive, ruhårede og tyndhudede desperado. Han vil hellere swinge med humøret og tage rutsjebanen, hvor den nu fører ham hen. De mange slåfejl i teksterne antyder en impulsiv og mere skitseret end perfektionistisk tilgang. Det er samtidig, hvad der gør det svært at afvise '29' som overflødig eller sjusket. Sangene er måske nok rystet ud af ærmet, men voldsomt intense, stærkt personlige og osende af kreativ flirt med selvdestruktive kræfter. Guitarerne og Adams' stemme i sit mest ømme felt skaber smukke, åbne stemninger for hærværksmanden i et bulderravende mørke, hvor tømmermænd og elskov mødes i de blide dønninger fra serier af sindsoprivende forlis. '29' er mindre demonstrativt hærget end dobbeltudspillet 'Love Is Hell', men immervæk ikke for hjertets tøsedrenge. Spartansk, højstemt og intimt. Improviseret, løst og fokuseret. Ikke den sammenhængende fornøjelse som den country-fængende 'Jacksonville City Light', men rummende en håndfuld sange, der gør benovelse rimelig og udgivelsen mere end begrundet. 'Strawberry Wine', 'Nightbirds', 'Blue Sky Blues' er så fine, at man skidtpytter på, at Ryan Adams midt i den elegiske 'The Sadness' pludselig tror, han er Jacques Brel med sombrero på.