Nogle gange kan man føle sig som et utaknemligt skarn. To timers countryrock’n’roll for fuld skrue. Til tider voldsomt velspillet. Skulle det ikke være fuld valuta for pengene? Jo, selvfølgelig er det dét. Og alligevel er der denne snigende invasion af en undertrykt gaben, der efterhånden sætter sig som snigende kedsomhed. På trods af at manden bag mikrofonen er Ryan Adams. En af mine absolutte favoritter, når han er bedst.
Men hvornår er Ryan Adams bedst? I mine ører helt klart, når han er mest nøgen og udsat i sit udtryk. Og mindst interessant, når han trykker den af som rockmusiker. Er det bare falleret modernistisk idealisme, når jeg foretrækker Adams selvmedlidende og småskidefuld på scenen frem for at se ham i rollen som kompetent bandleder? Måske lidt, indrømmer jeg. Men ikke kun, tænker jeg, efterhånden som koncerten skrider frem, og det ene nummer afløser det andet.
