Samtidig med det nye år er The Strokes landet. Kvintetten fra New York er klar med sit tredje album, som i den grad sparker de jomfruelige 12 måneder foran os i gang. Titlen er den herlige 'First Impressions Of Earth' og tanken er vist nok, at man skal forestille sig, at ankomme hertil med rumskib fra en anden galakse og se Jorden for første gang. Velkommen til. De mærkelige væsener, der ligger spredt rundt omkring vores rumskib og tager sig stønnende til de værkende hoveder, kaldes mennesker. De kommer i forskellige faconer og med et særdeles differentieret indhold. »Some people think/ they're always right/ Others are quite and uptight/ Others they seem so very nice/ Inside they might feel sad and wrong«. Efter det lidt skuffende 'Room On Fire' fra 2003 har The Strokes genfundet den stilsikkerhed og energi, der fik new yorkerne til at tordne igennem med den driftsikre debut, 'Is This It' for fire år siden. Første sang 'You Only Live Once', hvorfra ovenstående lakoniske åbningslinjer er hentet, går direkte efter struben med et lækkert indtagende guitarriff fra Nick Valensi og en veloplagt, struttende vokal af Julian Casablancas. Og den fantastiske opfølger, 'Juicebox', surfer henover en basgang fra helvede, der rammer både Nirvana og The Cramps lige i det fordærvede mellemgulv. Så lækkert, så stramt, så cool kan rock'n'roll stadig være. Samme sylespidse stil holdes på 'Heart In A Cage', hvorpå Casablancas reflekterer over lektien fra efterhånden en god håndfuld år i den onde rockskole: »I don't feel better when I'm fucking around/ And I don't write better when I'm stuck in the ground/ So don't teach me a lesson 'cause I've already learned«. Man er ligesom ikke i tvivl om, at manden ved, hvad han vil, når han i omkvædet fortsætter: 'I don't want what you want/ I don't feel what you feel«. Vederkvægende arrogance står som snot fra en forkølet nytårstud med uregerlig nysetrang fra den sang. Resten af albummet holder nogenlunde samme høje standard, selv om Strokes fortsat ikke just gør sig i variation og afveksling fra den sikre formular i 4/4. Der er dog stille, om end fortsat sejt glitrende og elegant glidende sange som 'On The Other Side', den faktisk overraskende 'Ask Me Anything', den formfuldendte '15 Minutes' og 'Killing Lies'. Men i selskab med så blændende stilister som The Strokes undværer man gerne mangfoldigheden. Det syn, der møder de imaginære rejsende med rumskibet The Strokes, er ikke muntert. Sortsynet råder på 'First Impression Of Earth', men til gengæld er der tale om en så vital musikalsk energipille, at man kommer over det. Bedre kur mod decembers ophobning af overmætte tømmermænd fås ikke hos doktor Rock.