Meget er forandret hos Korn her på den stilskabende, californiske gruppes 7. album. Skiftet til nyt pladeselskab og nye producere markerer viljen til forandring. Væk er også guitarist Brian 'Head' Welch, hvis religiøse erkendelser og udtalelser om uvenskabet i bandet får verbale smæk i sangen 'Liar'. Men kernen i kornlageret er helt åbenlyst bevaret. Det tunge groove over nedstemte guitarer rumler rundt og rundt på eksempelvis sangen 'Hypocrites'. Men andre steder er Korn et langt mere imødekommende band, singlen 'Twisted Transistor' og 'Open Up' er formentlig de mest poppede sange, vi har hørt herfra. I andre sange som eksempelvis 'Throw Me Away' og 'Coming Undone' lyder Korn, med tydelige påvirkning fra de nye producere, som en aparte blanding af Nine Inch Nails og Marilyn Manson. De digitale kanter er dog aldrig skarpere, end man hele tiden aner den lille organiske enhed bag dem. Desværre virker det, som om alle de nye tiltag først og fremmest skal dække over, at Korn fremstår stadig mere uinspirerede og rådvilde med nogle sange, som er alt for ujævne. Det er efterhånden over 10 år siden, Korn blandede groovy heavy metal med knaldhård rap og skabte den forkætrede genre, nu metal. Siden har Korn stædigt og dygtigt fastholdt positionen som den brutale bastards ypperste repræsentanter. Trods enkelte gode bidrag virker dette album mest som svanesangen over bandet selv og genren.
Uinspireret og ujævn
Lyt til artiklen
